
Karl Lagerfelds helt fantastisk bibliotek i hans studio i Paris. Reolpoesi på højt plan. Foto via bookshelfporn.com
Reolpoesi er noget de fleste bognørder kan bruge lang tid på – både hjemme hos sig selv og hos andre. Det er næsten som at være forelsket, hvor hjertet slår en ekstra gang hver gang man ser sin udkårne. Sådan kan man også få det, når man ser en flot og fyldt bogreol – jeg kan i hvert fald.
Hvordan opbevarer du dine bøger derhjemme? I en reol, åbne hylder, stakke rundt omkring, hvor der nu lige er plads til det? Og hvordan inddeler du dem? Klassisk og praktisk i alfabetisk orden (min favorit)? Efter genre eller forlag? Eller farvekoordineret (min yndlings aversion)? Eller står de bare helt tilfældigt uden system? Indrømmer, at jeg godt kan blive lidt svimmel ved tanken om det sidste – man er vel nørd.

Farveordnede bogreoler kan se flotte ud, men det går imod mit stærke bognørdgen, for hvordan finder man den bog man skal bruge? Foto via bookshelfporn.com
Når jeg besøger nogen for første gang, er det altid bøgerne i hjemmet der fanger min opmærksomhed først. Man kan sige meget om mennesker ud fra hvilke bøger de har i reolen, og hvordan de sorterer bøgerne. Fx findes der dem, som har en masse smukke gamle bøger stående som en del af deres indretning – man ved at bøgerne ikke bliver læst i. Jeg har også oplevet dem som har ”de helt rigtige” bøger stående, for at give indtryk af at man er belæst, men som afsløres når man forsøger at tale om enkelte af bøgerne. Og så er der dem, hvor man kan tilbringe lang tid foran reolen, gå på opdagelse i titlerne, hive bøger ud og finde markeringer af særlige passager eller små noter hist og pist i margen, og et menneske ved siden af der bliver ved med at give tips til, hvilke af bøgerne der er gode og tilbyde at man låner den ene efter den anden bog. Herligt!

Mine overfyldte boghylder hjemme i stuen. Foto: Mette Camilla Melgaard
Dette er mine boghylder hjemme i stuen. Hylderne er speciallavet af en tømrer og er 2,75 meter lange. Bøgerne står i alfabetisk orden – ellers er det håbløst at finde den bog jeg lige står og mangler. Som I kan se er jeg for længst løbet tør for plads og må med mellemrum sortere i bøgerne og hive titler ned, som jeg ikke regner med at komme til at læse igen. Jeg kan ikke smide bøger ud, vil hellere have at andre skal have glæde af dem. Derfor forærer jeg bøgerne væk til venner og familie, tager dem med til bogbytte dag på biblioteket eller giver dem til velgørende projekter som fx Læs for livet, Danner eller Reden i København.
Elsker man bøger, er det næsten umuligt ikke også at opsøge biblioteker når man befinder sig i andre lande. Jeg kommer meget i Stockholm og elsker at tage forbi både Kungliga biblioteket samt Stockholms Stadsbibliotek – begge er et besøg værd, hvis du er i byen. Billedet herunder er fra Stadtbibliothek Stuttgart. Min gode ven Jesper sendte billedet til mig i et ferie-SMS og det går jo lige i hjertet på en bognørd. Det ser fantastisk ud!

Hovedbiblioteket i Stuttgart. Foto: Jesper Lauridsen
Boghandler og antikvariater er også steder jeg opsøger i både ind- og udland. Jeg har nogle favoritter, hvor jeg kommer igen og igen. I København er det især Boghallen og Thiemers Magasin jeg besøger, når jeg er på jagt efter nye bøger. Mit yndlingsantikvariat er Rönnells i Stockholm, som jeg tidligere har skrevet en artikel om. Har du tips til gode steder, må du meget gerne dele dem i kommentarfeltet.

Mere reolpoesi. Jeg ville kunne bruge timevis i La Devagar boghandlen i Lissabon, Portugal. Foto via bookshelfporn.com
Kan du lige som mig heller ikke få nok af at kigge på smukke bogreoler, så tjek websitet bookshelfporn.com.