Mette Sø: Sommergræs, vinterorm

Sommergræs, vinterorm er en sproglig overlegen og sanselig roman om sorg, uforløste følelser og angst for fremtiden.

Billi Kruse er i krise. Inden for en uges tid er hendes far død, kæresten er gået fra hende, og kuvertfabrikken, hvor hun arbejdede for sin bedste ven og papbror Mark, lukker – hvilket han har besluttet helt uden at nævne for hende. Alle hendes trygge holdepunker er pludselig forsvundet. Men Billi vil ikke være patetisk og dvæle i sin egen elendighed, derfor beslutter hun sig for at rejse (eller flygte) til et sted, hvor folk har det langt værre end hende.

”På køkkenbordet ved siden af vasken ligger de tre kuverter. De er forskellige i størrelser og kvaliteter, men de har én ting til fælles. Ale tre indeholder et jordskælv. Jeg rører ved dem. Kuverter har været hele mit liv. Nu ligger ruinerne af mit liv i tre kuverter.”

Første stop på Billis rejse er Finland, hvor hun vil besøge papiret for at høre hvordan det går, for hvis kuverterne har det dårligt pga. digitalisering, må papiret have det endnu værre. I Helsinki møder hun My, en pensioneret kvinde der har et hus i skoven tæt på papirfabrikken. My tilbyder Billi husly og bliver første skridt på vejen til at sætte sine egne problemer lidt i perspektiv.

I det kriseramt Grækenland er der stadig brug for kuverter til både folkeafstemninger og til bestikkelser – en såkaldt fakelaki, en lillekuvert med penge der skifter hænder for en ”tjeneste”. Men i landet hvor politikerne kun tager sig af sig selv og sine ved hjælp af bestikkelse og nepotisme, er det den hjertevarme Alexis, der ifølge ham selv organisere solidaritet i stedet for velgørenhed, der skubber Billi videre i hendes accept af tingenes tilstand.

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise kan ikke rangordnes. […] Kriser tager den tid, kriser tager.”

Sommergræs, vinterorm, slutter rejsen i Rumænien, hvor en af kuvertfabrikkens tidligere maskiner er havnet i Bukarest. Her synes digitaliseringen at være et ukendt fremtidsfænomen, kuverten har det stadig godt. Henrettelsen af diktatoren Ceauşescu og hans hustru i 1989 fylder lidt vel meget i Billis refleksioner, det bliver næsten til en historietime midt i fortællingen, hvor Billis formål med besøget i Rumænien også er, at opsøge farens gamle veninde og tilbeder Petro, som hun skal fortælle om dødsfaldet.

Det er en spændende rejse vi kommer på sammen med Billi, der ligesom Mette Søs tidligere karakterer har et lidt spøjst erhverv eller i dette tilfælde en ikke helt almindelig passion for kuverter – som passioneret notesbognørd føler jeg mig dog aldeles godt tilpas i hendes selskab. Og det indre kaos som Billi kæmper med af sorg, angst og uforløste følelser, tror jeg de fleste af os kan nikke genkendende til. Det er en del af livet.

Tempoet er langsom, til trods for at Billi hele tiden bevæger sig fra et land til det næste, hvor hun går rundt i gaderne. Måske er det Billis indre tilstand der sænker tempoet, måske er det de små mærkelig fantasier og alle tilbageblikkene om hendes far og om Mark, eller måske er det alt det der foregår mellem linjerne. Men jeg tilgiver det til tider lidt træge tempo, for Mette Sø kan noget med sproget. Det er simpelthen en fornøjelse at læse hendes sanselige og lyriske sprog folde sig ud side efter side.

Sommergræs, vinterorm udkom den 28. april.

★★★★☆

Linn Ullmann: De urolige

De uroligeDe urolige er en semi-selvbiografisk kærlighedsroman. Linn Ullmann skriver levende og fint om kærligheden til sine berømte forældre; den norske filmstjerne Liv Ullmann og den svenske instruktør Ingmar Bergman, om forældrenes livslange venskab og om kærligheden til et sted – Bergmans elskede ejendom Hammars på Fårö.

”Egentlig tror jeg at jeg har sørget over mine forældre hele livet […] jeg ved ikke helt hvem jeg var for dem.”

Linn Ullmann (som egentlig hedder Karin Beate) var blot tre år gammel, da forældrene ikke kunne finde ud af at leve sammen mere. Hun flyttede med sin mor fra Fårö først til Oslo, sidenhen til USA og så tilbage til Oslo. Men barndomssomrene tilbragte hun ofte hos sin far på Fårö. To år før farens død planlagde de at skrive en bog sammen. De indledende samtale var begyndt, men de nåede ikke i mål inden Bergmans død i 2007. Gennem fotografier, breve, papirlapper med notater, båndoptagelser med sin far og hendes egne minder, har Linn Ullmann klippet og klistret sin egen enestående fortælling sammen om en pige, der ikke kunne vente med at blive voksen. Om hendes voldsomme savn efter sin mor og om sin fars dødsleje. I bogen skriver hun:

”Jeg ville se hvad der skete hvis jeg lod os vokse frem i en bog som om vi ikke hørte hjemme andre steder. […] Jeg husker det der skete, jeg tror jeg husker det der skete, men noget har jeg sikkert fundet på […]”

Det er en meget afslørende roman om tre urolige mennesker. Den ofte fraværende ”venindemor”, hvis nerver krøller sig. Datteren der er så bekymret og urolig for moren så snart hun rejser, at hun hyler i timevis, hvis ikke moren ringer på det aftalte tidspunkt, og ikke mindst faren, som er fyldt med neuroser, glad for regler og punktlighed og urolig for alt han ikke selv har kontrol over.

De urolige er let læst, men ikke let at læse, for det er en hjerteskærende og på sin vis barsk fortælling om to voksne mennesker, som har nok i sig selv og deres kunst. Liv Ullmann rejser i lange perioder væk fra datteren for at indspille film, spille teater eller blot leve sit eget liv. For Ingmar Bergman, (som havde ni børn med fem forskellige kvinder), er børnene ikke det vigtigste for ham, skriver Ullmann om oplevelsen efter halvbroderen Jans død.

”[…] hvis jeg mistede et barn, ville fortvivle være for svagt et ord. Sønderknust også. Jeg forestiller mig at jeg ikke havde kunne forsætte. Det kunne han. Jan døde, og han fortsatte.”

Teksten er legende og dynamisk med forskellige tidsaspekter og skiftende synsvinkler; jeg, pigen, hun, og der flettes dialogbrudstykker af samlerne mellem datter og far ind hist og pist. Det er en utrolig velskrevet og rørende roman fyldt med kærlighed.

De urolige er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, som uddeles den 1. november i København. Den udkom på dansk den 18. august.

★★★★★

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Et lille livEt lille liv, er en stor historie om venskab, ondskab, godhed og kærlighed. Den er både dyster og hjertevarm. Desværre er udførelsen lidt ujævn og romanen er alt for lang.

Handling: Malcolm, JB, Willem og Jude kommer tilfældigt til at bo sammen da de starter på College. Det bliver begyndelsen på et livs langt venskab. De er kloge, ambitiøse og talentfulde og flytter alle til New York for at forfølge forskellige karrierer; den godt udseende Willem arbejder som tjener, mens han forsøger at slå igennem som skuespiller. JB laver eksperimenterende kunst, men drømmer om at blive berømt maler. Malcolm kommer fra en velhavende og krævende familie, og er bekymret for at hans arbejde som arkitekt ikke imponerer hans far. Og Jude er en begavet ung jurist, der hurtigt arbejder sig op i rækkerne. Alle fire bliver velsignet med blændende karrierer og mens to af dem træder lidt i baggrunden, sættes spotlightet på Jude St. Francis som romanens hovedperson. Han er en mærket mand der hjemsøges af en ufattelig brutal barndom, som truer med at overtage hans liv.

””Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Han sad længe tavs. […] ”Nogle gange er det, fordi jeg skammer mig eller er ked af det og har brug for at gøre følelsen fysisk”, begyndte han og skottede til mig, inden han atter så ned. ”Andre gange er det, fordi jeg har alt for mange følelser, og jeg har brug for ikke at føle noget – det får følelserne til at forsvinde. Og nogle gange er det, fordi jeg er alt for lykkelig, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det må jeg ikke.””

Grundpillerne til en god historie er sat. Fire venner, hvis venskab er bygget på loyalitet, sympati og kærlighed og en mands frygtelige barndom, der har givet ham varige fysiske og psykiske men, bliver til sammen en krønike over lidelse og overlevelse, ondskab og godhed. Jude vogter over sin hemmelighed – også overfor sine tre nære venner – af skam og frygt for at miste de mennesker han holder af. Men efterhånden afslører han overfor Willem, hans bedste ven og bofælle, at den eneste måde han kan ”lette byrden” er ved at gøre skade på sig selv som cutter.

Som læser får vi lidt efter lidt beskrevet omfanget og detaljerne af det misbrug og ufattelige brutalitet Jude har været udsat for som barn – det er næsten uudholdeligt at læse og jeg måtte række ud efter Kleenex flere gange. Men hvor Judes første 15 år udelukkende bestod af misbrug, møder han resten af livet (med undtagelse af et enkelt voldeligt forhold) kun betingelsesløs kærlighed og venlighed.

Det er som sagt en stor historie, og med sine 793 sider er den også omfangsrig. Det høje sideantal kommer af uendelige gentagelser. Der svælges i Judes lidelser side op og side ned, og det er mig helt uforståeligt, at der ikke har været en redaktør der har råbt NU ER DET NOK! For selv om det er en rigtig god historie, er den alt for lang – der kunne uden problemer være skåret 250-300 sider. Den megen medlidenhed som Hanya Yanagihara tvinger os til at føle for Jude giver med mellemrum bagslag, for Judes konstante hemmelighedskræmmeri, selvhad og dybe modvilje til at bearbejde sine traumer er trættende, og det er ufatteligt (og urealistisk) at menneskerne omkring ham bliver ved med at have så megen godhed, venlighed og kærlighed at øse udover ham.

Jeg svinger mellem at tildele bogen tre og fire stjerner – hvis jeg kunne give en halv stjerne ville den få tre og en halv, for længden og de mange gentagelser trækker ned. Men det er en god historie, og her et par uger efter at have læst den, sidder den stadig i mig.

Et lille liv udkommer i dag den 18. august.

★★★★☆

OBS: Er du i nærheden af København, kan du den 22. august opleve Hanya Yanagihara på forfattertrappen i Politikens Boghal kl. 17. Arrangementet er gratis.

Daniel Dencik: Anden person ental

Anden person entalAnden person ental er en roman om en personlig katastrofe, fyldt med en smerte, der næsten er udholdelig, men som man ikke kan vende ansigtet bort fra.

Handling:
Alexander bor i København. Ekskonen bor i Stockholm sammen med deres 6-årige tvillingerne (en pige og en dreng). Skilsmissen var stille og rolig. De har fælles forældremyndighed over børnene, og Alexander pendler fast mellem de to byer hver anden weekend for at se dem. Det fungerer, selv om der naturligvis er et afsavn, når de ikke er sammen, men så meget desto mere fyldes tiden sammen med kærlighed. Men da han en dag er på vej til Stockholm for at møde dem, modtager han en sms fra ekskonen om at han først kan hente børnene dagen efter. Det bliver begyndelsen på et mareridt af kafkask format. Kvinden har fra den ene dag til den anden rejst falske anklager mod ham for vold og mishandling af børnene, og myndighederne fratager Alexander retten til at se dem. Han kæmper mod et system der lukker sig om moren og børnene, og tvinges til at stå hjælpeløs tilbage med en altoverskyggende sorg.

”Jeg prøver forsigtigt at søge efter en indgang, men alle veje ind er spærret af tavshed eller afslag, enten blanke, tyste overflader eller et had som jeg ikke ved hvor kommer fra, eller hvorfor bliver ved med at følge mig.”

Der sidder et skrig fast i halsen på mig næsten hele vejen igennem bogen. Et skrig fremprovokeret af lige dele vrede og sorg. Uretfærdighed og smerte fylder siderne, som alligevel rummer så megen kærlighed. Alexanders kærlighed til sine tvillinger. Hans far, søster og venners kærlighed til Alexander. Men det er magtesløsheden der er stærkes. Det gør voldsomt indtryk at følge myndighedernes bureaukratiske adfærd, den upersonlige sagsbehandling, og den mur af tavshed og paragraffer Alexander hele tiden bliver mødt af. Man ødelægger en mand. Ødelægger to børn. Men man gør det efter reglerne. Det er så sindsoprivende og grotesk, at man næsten ikke kan fatte at det kan finde sted.

Anden person ental skabte en del debat da den udkom, fordi Daniel Dencik fortalte, at historien er baseret på hans eget private helvede, hvor han blev anklaget og siden frikendt, men alligevel ikke har set sine tvillinger i flere år. Horderne kritiserede, at dette er en ensidig historie og at vi aldrig får indblik i morens motiv (blot et par gæt undervejs fra Alexander). Og hvad så?, fristes jeg til at sige. Det er en roman – autofiktion om man vil – men det er ét blik ind i ét liv, og det ser jeg ikke som en svaghed.

Læserne inviteres med ind i mareridtet der strækker sig over et år. Alexander kæmper med sin sorgs dæmoner med tanker om både selvmord, bordførelse og terrorisme. Men gang på gang vender han tilbage til forsoning. Han vil ikke hade nogen. Teksten er krydret med øjebliksbilleder sammen med børnene – både fortidsscener og drømme. Der er smukke, rørende passager, hvor kærligheden er så tydelig at man næsten overvældes af ømhed, en ømhed der vil trøste, hver gang de kolde og telegramlignende svar fra myndighederne bryder teksten op.

Det er muligt (høst sandsynligt) at bogen er Daniel Denciks private nødråb. At det samtidig også er en kærlighedserklæring til hans børn, er der ingen tvivl om. En psykolog vil sikkert kalde det sorgarbejde. Men det er også litteratur der gør voldsom indtryk, og som bliver siddende i kroppen. Jeg længes efter at høre, hvordan det går, selv om jeg samtidig frygter svaret.

Anden person ental udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af Daniel Denciks novellesamling Grand Danois.

Håkan Nesser: Levende og døde i Winsford

Levende og døde i WinsfordI denne julegavetid tænker jeg, at det vil være passende at gøre opmærksom på nogle af de bøger, der har givet mig store læseoplevelser. Denne gang er det en roman fra 2014.

Levende og døde i Winsford befinder sig i gråzonen mellem en roman og en krimi, og passer perfekt til en god kop te og et slumretæppe med regn og rusk uden for ruderne.

Handling: Maria Holinek rejser inkognito. Hun opgiver sin mors efternavn og kalder sig Miss Anderson. Der er kun hende og hunden. Hjemme i Sverige har hun været tv-vært. Hun er gift med litteraturprofessor og forfatter Martin Holinek, og han er for nyligt blevet anklaget for at have voldtaget en ung kvinde under en konference. Børnene og vennerne tror, at de nu er taget til Marokko for at komme væk fra mediernes opmærksomhed og give Martin fred til at skrive en roman – og det var også meningen, men tidligt står det klart, at der er sket noget dramatisk, som har ændret hele Marias liv, og hun er nu på flugt.

Historien om Maria, der må revurdere sit liv, fanger mig fra de første sider, og jeg fatter hurtigt sympati for hende og hepper bogen igennem på, at livet må arte sig for hende. Tempoet er langsomt, men selv om det ikke er en hæsblæsende krimi, ligger uhyggen hele tiden og ulmer som gløderne i den ild Maria dagligt må sørge for at holde i live i det gamle stenhug på heden.

Håkan Nesser imponerer med sine fantastiske miljøskildringer af hedelandskabet Exmoor i Sussex. Flere gange følte jeg nærmest, at jeg selv havde været der. Jeg kunne genkende den fugtige kulde med blæst og tåge, og længtes på forunderlig vis dertil. Håkan Nesser har efter sigende selv tilbragt en vinter med sin hund på det gudsforladte sted, og det mærkes tydeligt i de detaljerede beskrivelser.

Efter at have læst og syntes om bøger fra Håkan Nesser serier om Van Veeteren og vicekriminalkommissær Gunnar Barbarotti, der begge er mere klassiske krimier, må jeg siger, at jeg er langt mere imponeret over stilen i Levende og døde i Winsford. Uden at afsløre for meget, må jeg dog sige at slutningen ikke var efter mit hjerte, hvilket jeg er sikker på mange vil give mig ret i. Og selv om den er ganske raffineret, efterlader den flere spørgsmål. Men måske betyder det, at Hr. Nesser skriver endnu en bog om Maria. Man kan jo håbe.

Levende og døde i Winsford udkom i august 2014.

★★★★★