Jesper Stein: Rampen

Efter seks succesfulde krimier om politimanden Axel Steen, har Jesper Stein skrevet en hudløs og personlig roman om sine forældre, deres skilsmisse og de langvarige konsekvenser den fik for hans eget liv. I Rampen stiller han sig ansigt til ansigt med alle sine dæmoner – det er råt og grimt og fuldstændigt fantastisk.

”Ballonerne med æblevin klukkede lystigt i kælderen, men der var ikke meget kluk i stuerne, når de var sammen. Det hele passer perfekt med den fortabte kærlighed i Hemingways romaner, min egen umulige forelskelse i Mette og David Bowies ”Heroes”. Kærligheden er jo en løgn. Livet er svigt og hykleri. Og når kærligheden dør, skilles folk, sådan er det bare. Og så kommer ulykken og elendigheden. Jeg har gennemskuet det.”

Rampen er et villakvarter i Århus-forstaden Risskov. Familien Stein Larsen er en klassisk kernefamilie med far Finn, lektor, litterat og forfatter. Mor Jytte, sygeplejerske og underviser på Statshospitalet i Risskov samt drengene Jesper og storebror Peter. Det er et tidstypisk akademikerhjem med designklassikere masser af bøger og musik og hvor det gode liv krydres med udlandsrejser både mod sydens sol og kultur samt skiferier mod nord. Vi er tilbage i de tidlige 1980’ere og den 17-årige Jesper tumler, som alle teenagere, med forelskelser, fester og ungdommens ladhed, da hans verden med ét slår revner. Den 53-årige Finn flytter efter 29 års ægteskab fra familien til fordel for hans tidligere elev, den blot 20-årige Gitte.

Tilbage i villaen på Rampen står en splittet Jesper med sin mor – en ulykkelig, vred og bitter misbruger der kræver alt for meget af sin søn på en til tider grænseoverskridende måde. Jesper forsøger at dulme sine modstridende følelser med sprut og sex. Han søger mørket for at glemme, men det hjælper ikke i længden og mængden af alkohol øges og følger ham ind i voksenlivet. Skilsmissen kommer til at forpeste resten af morens liv og selv om hun år senere møder Jørgen, som hun får mange gode år med, emmer vreden mod Finn stadig på et niveau der næsten er komisk, hvis ikke det var så tragisk og uværdigt. Finns nye liv bliver dog heller ikke en dans på roser, for forholdet til Gitte går op og ned og han drikker alt for meget. Finn prøver flere gange at række hånden ud mod Jytte i håb om en forsoning (for sønnernes skyld), men hun afviser ham.

Rampen er en utrolig velskrevet bog. Største delen er skrevet med forfatteren som jeg-fortæller, men enkelte kapitler er skrevet i tredjeperson fra Jyttes perspektiv. Bogen synes næsten at være et skoleeksempel på arv og miljø-teorierne. Og der er da heller ingen tvivl om at Jesper Stein har skrevet bogen som en måde at forstå sin egen selvdestruktion på. Der er mange passager som gør ondt at læse – ikke kun om den unge Jesper, men også om den voksne mand som er blevet en velfungerende alkoholiker med et par skilsmisser bag sig og som stadig har knubs og blå mærker af forældrenes selvoptagenhed og svigt.

Trods den megen smerte hele vejen igennem bogen er der dog også både morsomme steder og ganske fine øjeblikke imellem især Jesper og hans far. Deres fælles passion for litteratur og film giver dem en særlig samhørighed og Finn virker for det meste som en hyggelig og venlig mand der vil sin søn det godt. Der hersker da heller ikke nogen tvivl om at Jesper Stein elskede sine forældre på godt og ondt. Men kærlighed er svært – især når man genkender sig selv i de mennesker som svigtede så frygtelig. Det kræver stort mod at tage et nærmere blik på alt det grimme, hvis man vil ændre kurs og det ville Jesper Stein tydeligvis – og heldigvis. Han er i dag sluppet ud af alkoholens greb og efter min mening skriver han bedre end nogensinde.

Rampen udkom den 12. november.

★★★★★

LÆS OGSÅ
Jesper Stein: Aisha
Jesper Stein: Papa

Maren Uthaug: En lykkelig slutning

En lykkelig slutning er en morbid og morsom slægtsroman og samtidig en kulturhistorisk fortælling om døden fortalt gennem syv generationer af bedemænd.

Maren Uthaug har for længst vist at hun kan andet end at underholde os med sine morsomme streger fra Marens blog og i den daglige stribe i Politiken. Hendes to første romaner Og sådan blev det (2013) samt Hvor der er fugle (2017), har gået sin sejrsgang hos både læsere og anmeldere. Med En lykkelig slutning tager hun fat på et emne som de fleste helst ikke vil tale om, nemlig døden og alt det der omgiver den.

”Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986. Jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have. For hvem skulle jeg fortælle det til? Og hvis jeg gjorde, hvordan skulle jeg forklare min lyst uden at lyde, som om jeg var det væmmeligste menneske i verden?”

Det er nutidens fortæller Nicolas, der har de uheldige lyster. Han er i øvrigt den eneste af bedemændene, udover sin mor, der ikke hedder Christian. Historien krydsklipper mellem fortid og nutid i kronologisk rækkefølge over Christian’erne.

Slægtens første Christian er i begyndelsen af 1800-tallet havnet på Stillehavsøen Tikopia, efter et skibbrud. Med sin lyse hud og blå øjne er øens høvding overbevist om at manden med det underlige sprog kan se ind i gudernes verden, så han får lov at bliver og snart er hans opgave at hjælpe spædbørn på vej i døden. Christian 2 tager konsekvensen af befolkningsbegrænsningen på øen og flyder til havs for at skåne sin lillesøsters liv. Han ender via Amsterdam til sidst i et beskidt og sygdomsbefængt København sammen med sin elskede. Han øjner hurtigt en forretning i at hjælpe overtroiske pårørende med at sikre, at de døde ikke går igen, ved hjælp af selvopfundne ritualer og bønner. Dermed er første skridt til bedemandsimperiet Christian Christiansen taget.

Christian 3 har en forkærlighed for at lege med ilden og indfører kremering som praktisk begravelsestradition da det både er pladsbesparende og holder lugten og sygdomsspredningen i skakt. Christian 4 kan se de døde fra han er ganske lille og får et tættere forhold til dem end til de levende. Faktisk så tæt at han bliver forelsket i et spøgelse, som han indleder et kærlighedsforhold til via et mellemled om man så kan sige.

Christian 5 kan lide tal og orden i en sådan grad at han i dag uden tvivl ville blive stillet diagnosen ekstrem OCD. Hans datter Lone Helle også kaldet Nana, bliver den første kvindelige bedemand i familien. Hun viser sig at være lesbisk men bliver ved et uheld gravid og får sønnen Nicolas – syvende led i slægten. Nicolas, er alenefar og kæmper ikke kun med sine uheldige lyster til en død kvinde, men også med at styre sine børn, der udviser skræmmende mørke sider i en sådan grad at han må snige beroligende medikamenter i deres mad og drikke, som han skaffer gennem sin svoger der er dyrlæge.

Der er ingen tvivl om at der vil bliver løftet øjenbryn og at nogle vil finde romanen kontroversiel. Død, nekrofili og spøgelsessex er trods alt ikke hverdagskost for ret mange, skulle jeg mene. Men der er en rigtig fin balance mellem det morbide og det morsomme. Og karaktererne er skrevet så fint frem at man fatter sympati for dem trods deres særegenhed. Det er dystert ja kulsort men vanvittigt godt skrevet.

En lykkelig slutning udkom 1. november 2019

★★★★☆

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Oktoberbarn er den tredje roman Linda Boström Knausgård er udkommet med og igen viser hun, at hun mestrer den svære kunst at fortælle en helt masse på meget få sider.Men selvom Oktoberbarn kun er på 162 sider tog det alligevel tid at komme igennem den selvbiografiske fortælling, for den fylder meget. Bliver i kroppen længe.

”Jeg vil nu sige noget vigtigt: Vær ikke bange. Alt hvad jeg har været virkelig bange for er sket. Derfor siger jeg til jer: Vær ikke bange. Jeg har ofte tænkt på hvad frihed er og jeg er kommet frem til at friheden kræver ansvar, selvrespekt og et roligt varmt hjerte.”

Oktoberbarn er på én gang en sorgroman over det forliste ægteskab med Karl Ove Knausgård men også et frontalt angreb på den svenske psykiatri og deres brug af elektrochokbehandlig – noget forfatteren har mærket på egen krop i perioder med svær depression og angst, hvor hun blev tvangsindlagt. Strømmen de sender igennem hendes krop lægger sig som en skygge over hendes minder og hun frygter at de aldrig kommer tilbage, og uden minder vil hun heller ikke kunne skrive.

Hun skriver ikke et ondt ord om Karl Ove. Ikke rigtigt. Men smerten stiger brændende op imellem linjerne. Det er råt og skræmmende og gør ondt at læse, men det er samtidig også en smuk sammensat bog med et nådesløst smuk sprog.

Oktoberbarn udkom den 30. januar.

★★★★☆

LÆS OGSÅ:
Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen

Svenske Jonas Hassen Khemiri har med Farklausulen skrevet en sort komedie om relationen mellem en søn og hans far. Det er utrolig morsomt og lidt sørgeligt.

HANDLING
Der udspiller sig et familiedrama i den stockholmske middelklasse antændt af en far der er farfar, som kommer på besøg. Vi følger først og fremmest sønnen, som nu selv er far. Han er på barsel og lider konstant af søvnunderskud. Den aldrende far kommer til Sverige en gang hvert halve år. På den måde slipper han for at betale skat i det land hvor han bor, og samtidig kan han benytte sig af det gratis svenske sundhedssystem, tjekke op på sine pengesager og få sin post – alt sammen noget sønnen skal arrangere og tage sig af. Men nu er sønnen træt af den uro som automatisk følger med farens besøg. Hvad har faren egentlig nogensinde gjort for ham? Hvor mange år skal denne påtvungne kontakt mellem dem, som kun sker når faren vil have noget eller har brug for noget, stå på? Nu er det nok. Han har rigeligt med pres i sit eget liv. Han orker ikke mere. Han vil bryde farklausulen.

Man er ikke mange sider inden i romanen før det står klart, at farfaren som er en far, ikke er et særligt rart menneske. Han siger og gør præcis hvad han vil, uden tanke på hvordan det kan påvirke andre. Under sit besøg bor han i sønnens kontorlejlighed og forventer et fyldt køleskab og andre fornødenheder. Ja faktisk forventer han, at hans børn, især sønnen som er den ældste, skal servicere ham. Det er vel det mindste de kan gøre for deres far. Selv gør han ingenting for dem – end ikke oprydning og rengøring efter sig i lejligheden. Han forlod dem, børnene. Dengang for mange år siden. Dengang var der tre børn, men en af dem gik tabt. Det vil han ikke tænke på. Faktisk vil han hverken tænke på eller indrømme, at han har begået mange fejl og er mislykket med meget i sit liv. Nej, det er (naturligvis) alle de andre der er idioter.

Jonas Hassen Khemiri er en af Sveriges mest begavede forfattere. Han er en sprogets mester og udforsker gang på gang dets muligheder i sine værker. Farklausulen skiller sig dog ud, den har nemlig ikke de sproglige og strukturelle eksperimenter som hidtil har været et vigtigt element i Khemiris romaner. I stedet bruger han denne gang en realistisk fortællemodel. Lige som i romanen Alt det jeg ikke husker, lader han perspektivet glide frem og tilbage mellem karaktererne, så vi høre flere personers oplevelse af samme hændelse. Han tager os med ind i deres tanker, deres følelser, deres drømme og deres løgne. Det fungerer rigtigt fint og får os tættere på personerne. Vi hører ingen navne, men det gør ikke noget for Khemiri bruger i stedet personernes indbyrdes relation som betegnelse for dem – selv sønnens børn er navnløse og kaldes ”den 4-årige” og ”den 1-årige”.

Konflikten i bogen ligger ikke blot mellem faren og sønnen, men også mellem sønnen og hans egen lille familie. For hvor meget ligner han egentlig sin egen far, når hverdagens rutiner bliver for kvælende? Er han i stand til selv at efterlade alt bag sig og forsvinde? Forfatteren borer sig nådesløs ned igennem lagene af farrollen og når så dybt, at vi også ser det smukke og det barmhjertige. Og måske endda et lille håb.

Farklausulen er en fortælling om nogle liv lige nu og her. Liv som vi sikkert kan genkende os selv og en del af vores venner i. Khemiri frilægger trådene, som på godt og ondt, forbinder familiemedlemmerne – kærlighed, skyld, minder, behov for bekræftelse og omsorg, og samtidig skildrer han det hektiske hverdagsliv i en småbørnsfamilie. Vi både lider og griner sammen med dem. Jeg grinede højt flere gange og fik samtidig stof til eftertanke, for hvor langt falder æblet egentlig fra træet?

Farklausulen udkom den 1. maj.

★★★★☆

Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste

Lad os håbe på det bedste er Carolina Setterwalls selvbiografisk bog om sorgen efter hendes kærestes alt for tidlige død, som bare 34-årig, der efterlader hende alene med deres otte måneder gamle søn.

En helt almindelig morgen i oktober 2014 går Carolina Setterwall, ind i soveværelset for at se om hendes kæreste Aksel, er vågen. Selv har hun tilbragt natten på en madras i et tilstødende rum med deres baby. Hun opdager at Aksel ligger i en underlig stilling og han svarer ikke når hun taler til ham. Der går nogle sekunder før hun indser at han er død. Helt uventet er hans hjerte stoppet med at slå i løbet af natten. I bogen fortæller hun om de få år hun fik sammen med Aksel og om de to år der fulgte efter hans død.

De er hinandens modsætninger. Carolina og Aksel. Hun er motiverende (til det manipulerende) og initiativrig. Han er frygtsom og flegmatisk. Alligevel bliver de kærester – mest på hendes opfordring, virker det som. Efter et års tid gider hun ikke at bo to steder og sælger derfor sin lejlighed og flytter permanent ind til ham. Sådan er det med alting. Hun sørger for at tingene sker. Måske er det derfor at hans pludselige død kommer som et chok for hende, for her er noget hun ikke har planlagt.

”Det er ligegyldigt, hvor meget jeg forsøger at lægge bånd på mig selv. Det ender med, at rastløsheden vinder, mit presserende behov for forandring og udvikling fortrænger alle fornuftige argumenter om at hvile, vente, leve i nuet og tage det lidt med ro. Efter en rolig periode er det, som om jeg ikke kan modstå impulsen til at rive op, provokere, puffe os ud af balance, ruske os hårdt, til vi ramler sammen og ryger af sted, for så at se, hvad der sker bagefter, når vi lander. Jeg forstår det ikke selv. Jeg kan ikke selv lide det. Alligevel gør jeg det gang på gang.”

Kan man anmelde andres sorg
Det spørgsmål har jeg spurgt mig selv om, hver gang jeg har læst en såkaldt sorgroman. Og nej, det er svært at sige at nogens sorg er forkert, for den er deres egen. Men et tragisk dødsfald er ingen garanti for stor litteratur.

Romanens korte årstalsdaterede kapitler skifter mellem tiden før og efter Aksels død. Lad os håbe på det bedste, startede egentlig som en blog og har en dagboglignende stil over sig. Det er en modig bog, så meget vil jeg give hende, for hun gør ikke noget for at få sig selv til at fremstå i et specielt flatterende lys. Men det er samtidig en stor del af problemet, for jeg bryder mig ganske enkelt ikke om hende. Hun er usympatisk og egoistisk, og jeg fatter ikke at hendes kæreste fandt sig i hende.

Man får en tydelig fornemmelse af at Aksel og Carolinas forhold ikke var specielt godt – faktisk siger hun det selv flere gange, og derfor kommer hendes voldsomme sorg til at virke påtaget, ja næsten utroværdig. Og da hun senere forelsker sig hovedkulds i en anden mand i ”samme situation” som hende selv (det er i øvrigt nemt at regne ud at manden er forfatteren Tom Malmquist, som skrev om sin egen sorg i den fremragende roman I hvert øjeblik er vi stadig i live), opfører hun sig igen (undskyld sproget) som en egoistisk kælling.

Det hun gør godt, er at få os til at stille os selv spørgsmålet: Hvordan sørger man nogen, når den sidste tid man fik sammen var fyldt med sammenstød og skænderier? Hvordan undgår man at blive efterladt med skyldfølelse og fortrydelse?

Hendes historie er uden tvivl en iskold påmindelse om, at livet som vi kender det kan vende på et split sekund. At alt det vi elsker, til enhver tid kan skylles væk fra os. Alligevel er det svært for mig at blive rigtigt berørt af historien, fordi jeg ingen sympati føler for fortælleren – min sympati ligger i stedet hos de to mænd, der passerer igennem hendes liv.

Lad os håbe på det bedste udkom i januar.

★★★☆☆

RELEVANTE LINKS
Vil du læse andre romaner, hvor forfatteren fortæller om sin sorg efter at have mistet, kan jeg varmt anbefale især disse to.

Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live
Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande

Andre bøger om sorg

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Joan Dideon: Et år med magisk tænkning + Blå timer

Sara Parborn: En hustrus hævn

Sara Parborn har med En hustrus hævn, skrevet en brutal underholdende roman om en kvinde der er træt af at være usynlig i sit ægteskab.

Bibliotekaren Irene har i næsten 40 år været gift med en kedelig, selvcentreret og negativ gnavpot af en mand, kabelmontøren Horst. Ægteskabet har budt på det traditionelle kønsrollemønster og Irene har både været hustru og mor. Men nu hvor hun er i 60-års alderen er hun begyndt at savne plads – ikke kun bogstaveligt i deres hjem, hvor Horsts eneste interesser, kabler og lydsystemer optager mere og mere plads, men også billedligt. Da hun en dag opdager at Horst har smidt flere af hendes kasser med bøger ud for at få plads til fire sække cement i kælderen som han har fået gratis, får hun nok og beslutter sig for at slå ham ihjel.

”Jeg stod lidt og så på hans højrøde, forurettede ansigt i tv’ets lys. Så gik jeg stille ud i køkkenet. Ved døren stod kassen med blybåndene. Jeg havde båret den op fra kælderen, så jeg huskede at køre den på miljøstationen. De havde en afdeling for farlig affald. Og pludselig kom idéen. Ikke klar og tydelig, men umærkeligt snigende. Uden af tænde lyset gik jeg over og åbnede vinduet på vid gab. Det var kun september, men allerede iskoldt i vinden.”

Der er masser af humor i Sara Parborns roman om den ældre bibliotekar der ser rødt. Jeg grine højlydt flere gange under læsningen. Men selv om den er hurtigt læst og underholdene, er den også dyster og giver plads til eftertanke. Jeg fattede hurtigt sympati for Irene, selv om hun gradvis og langsomt forgifter Horst. Egentlig burde man spørge sig selv, hvorfor Irene ikke bare lader sig skille fra sin mand, i stedet for at slå ham ihjel. Men det kommer slet ikke på tale og forfatteren giver os ingen svar. Tvært imod udtrykker Irene at hun ikke hader Horst. Hun bliver bare så ualmindelig træt af ham.

Og så vil jeg gerne komme med en lille advarsel til de mænd der ikke forstår deres kærester og koner, når de siger, at de har brug for deres eget rum – lad dem ikke gå så langt som Irene.

En hustrus hævn udkom den 25. september 2018.

★★★★☆

Mette Sø: Sommergræs, vinterorm

Sommergræs, vinterorm er en sproglig overlegen og sanselig roman om sorg, uforløste følelser og angst for fremtiden.

Billi Kruse er i krise. Inden for en uges tid er hendes far død, kæresten er gået fra hende, og kuvertfabrikken, hvor hun arbejdede for sin bedste ven og papbror Mark, lukker – hvilket han har besluttet helt uden at nævne for hende. Alle hendes trygge holdepunker er pludselig forsvundet. Men Billi vil ikke være patetisk og dvæle i sin egen elendighed, derfor beslutter hun sig for at rejse (eller flygte) til et sted, hvor folk har det langt værre end hende.

”På køkkenbordet ved siden af vasken ligger de tre kuverter. De er forskellige i størrelser og kvaliteter, men de har én ting til fælles. Ale tre indeholder et jordskælv. Jeg rører ved dem. Kuverter har været hele mit liv. Nu ligger ruinerne af mit liv i tre kuverter.”

Første stop på Billis rejse er Finland, hvor hun vil besøge papiret for at høre hvordan det går, for hvis kuverterne har det dårligt pga. digitalisering, må papiret have det endnu værre. I Helsinki møder hun My, en pensioneret kvinde der har et hus i skoven tæt på papirfabrikken. My tilbyder Billi husly og bliver første skridt på vejen til at sætte sine egne problemer lidt i perspektiv.

I det kriseramt Grækenland er der stadig brug for kuverter til både folkeafstemninger og til bestikkelser – en såkaldt fakelaki, en lillekuvert med penge der skifter hænder for en ”tjeneste”. Men i landet hvor politikerne kun tager sig af sig selv og sine ved hjælp af bestikkelse og nepotisme, er det den hjertevarme Alexis, der ifølge ham selv organisere solidaritet i stedet for velgørenhed, der skubber Billi videre i hendes accept af tingenes tilstand.

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise kan ikke rangordnes. […] Kriser tager den tid, kriser tager.”

Sommergræs, vinterorm, slutter rejsen i Rumænien, hvor en af kuvertfabrikkens tidligere maskiner er havnet i Bukarest. Her synes digitaliseringen at være et ukendt fremtidsfænomen, kuverten har det stadig godt. Henrettelsen af diktatoren Ceauşescu og hans hustru i 1989 fylder lidt vel meget i Billis refleksioner, det bliver næsten til en historietime midt i fortællingen, hvor Billis formål med besøget i Rumænien også er, at opsøge farens gamle veninde og tilbeder Petro, som hun skal fortælle om dødsfaldet.

Det er en spændende rejse vi kommer på sammen med Billi, der ligesom Mette Søs tidligere karakterer har et lidt spøjst erhverv eller i dette tilfælde en ikke helt almindelig passion for kuverter – som passioneret notesbognørd føler jeg mig dog aldeles godt tilpas i hendes selskab. Og det indre kaos som Billi kæmper med af sorg, angst og uforløste følelser, tror jeg de fleste af os kan nikke genkendende til. Det er en del af livet.

Tempoet er langsom, til trods for at Billi hele tiden bevæger sig fra et land til det næste, hvor hun går rundt i gaderne. Måske er det Billis indre tilstand der sænker tempoet, måske er det de små mærkelig fantasier og alle tilbageblikkene om hendes far og om Mark, eller måske er det alt det der foregår mellem linjerne. Men jeg tilgiver det til tider lidt træge tempo, for Mette Sø kan noget med sproget. Det er simpelthen en fornøjelse at læse hendes sanselige og lyriske sprog folde sig ud side efter side.

Sommergræs, vinterorm udkom den 28. april.

★★★★☆

Linn Ullmann: De urolige

De uroligeDe urolige er en semi-selvbiografisk kærlighedsroman. Linn Ullmann skriver levende og fint om kærligheden til sine berømte forældre; den norske filmstjerne Liv Ullmann og den svenske instruktør Ingmar Bergman, om forældrenes livslange venskab og om kærligheden til et sted – Bergmans elskede ejendom Hammars på Fårö.

”Egentlig tror jeg at jeg har sørget over mine forældre hele livet […] jeg ved ikke helt hvem jeg var for dem.”

Linn Ullmann (som egentlig hedder Karin Beate) var blot tre år gammel, da forældrene ikke kunne finde ud af at leve sammen mere. Hun flyttede med sin mor fra Fårö først til Oslo, sidenhen til USA og så tilbage til Oslo. Men barndomssomrene tilbragte hun ofte hos sin far på Fårö. To år før farens død planlagde de at skrive en bog sammen. De indledende samtale var begyndt, men de nåede ikke i mål inden Bergmans død i 2007. Gennem fotografier, breve, papirlapper med notater, båndoptagelser med sin far og hendes egne minder, har Linn Ullmann klippet og klistret sin egen enestående fortælling sammen om en pige, der ikke kunne vente med at blive voksen. Om hendes voldsomme savn efter sin mor og om sin fars dødsleje. I bogen skriver hun:

”Jeg ville se hvad der skete hvis jeg lod os vokse frem i en bog som om vi ikke hørte hjemme andre steder. […] Jeg husker det der skete, jeg tror jeg husker det der skete, men noget har jeg sikkert fundet på […]”

Det er en meget afslørende roman om tre urolige mennesker. Den ofte fraværende ”venindemor”, hvis nerver krøller sig. Datteren der er så bekymret og urolig for moren så snart hun rejser, at hun hyler i timevis, hvis ikke moren ringer på det aftalte tidspunkt, og ikke mindst faren, som er fyldt med neuroser, glad for regler og punktlighed og urolig for alt han ikke selv har kontrol over.

De urolige er let læst, men ikke let at læse, for det er en hjerteskærende og på sin vis barsk fortælling om to voksne mennesker, som har nok i sig selv og deres kunst. Liv Ullmann rejser i lange perioder væk fra datteren for at indspille film, spille teater eller blot leve sit eget liv. For Ingmar Bergman, (som havde ni børn med fem forskellige kvinder), er børnene ikke det vigtigste for ham, skriver Ullmann om oplevelsen efter halvbroderen Jans død.

”[…] hvis jeg mistede et barn, ville fortvivle være for svagt et ord. Sønderknust også. Jeg forestiller mig at jeg ikke havde kunne forsætte. Det kunne han. Jan døde, og han fortsatte.”

Teksten er legende og dynamisk med forskellige tidsaspekter og skiftende synsvinkler; jeg, pigen, hun, og der flettes dialogbrudstykker af samlerne mellem datter og far ind hist og pist. Det er en utrolig velskrevet og rørende roman fyldt med kærlighed.

De urolige er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, som uddeles den 1. november i København. Den udkom på dansk den 18. august.

★★★★★

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Et lille livEt lille liv, er en stor historie om venskab, ondskab, godhed og kærlighed. Den er både dyster og hjertevarm. Desværre er udførelsen lidt ujævn og romanen er alt for lang.

Handling: Malcolm, JB, Willem og Jude kommer tilfældigt til at bo sammen da de starter på College. Det bliver begyndelsen på et livs langt venskab. De er kloge, ambitiøse og talentfulde og flytter alle til New York for at forfølge forskellige karrierer; den godt udseende Willem arbejder som tjener, mens han forsøger at slå igennem som skuespiller. JB laver eksperimenterende kunst, men drømmer om at blive berømt maler. Malcolm kommer fra en velhavende og krævende familie, og er bekymret for at hans arbejde som arkitekt ikke imponerer hans far. Og Jude er en begavet ung jurist, der hurtigt arbejder sig op i rækkerne. Alle fire bliver velsignet med blændende karrierer og mens to af dem træder lidt i baggrunden, sættes spotlightet på Jude St. Francis som romanens hovedperson. Han er en mærket mand der hjemsøges af en ufattelig brutal barndom, som truer med at overtage hans liv.

””Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Han sad længe tavs. […] ”Nogle gange er det, fordi jeg skammer mig eller er ked af det og har brug for at gøre følelsen fysisk”, begyndte han og skottede til mig, inden han atter så ned. ”Andre gange er det, fordi jeg har alt for mange følelser, og jeg har brug for ikke at føle noget – det får følelserne til at forsvinde. Og nogle gange er det, fordi jeg er alt for lykkelig, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det må jeg ikke.””

Grundpillerne til en god historie er sat. Fire venner, hvis venskab er bygget på loyalitet, sympati og kærlighed og en mands frygtelige barndom, der har givet ham varige fysiske og psykiske men, bliver til sammen en krønike over lidelse og overlevelse, ondskab og godhed. Jude vogter over sin hemmelighed – også overfor sine tre nære venner – af skam og frygt for at miste de mennesker han holder af. Men efterhånden afslører han overfor Willem, hans bedste ven og bofælle, at den eneste måde han kan ”lette byrden” er ved at gøre skade på sig selv som cutter.

Som læser får vi lidt efter lidt beskrevet omfanget og detaljerne af det misbrug og ufattelige brutalitet Jude har været udsat for som barn – det er næsten uudholdeligt at læse og jeg måtte række ud efter Kleenex flere gange. Men hvor Judes første 15 år udelukkende bestod af misbrug, møder han resten af livet (med undtagelse af et enkelt voldeligt forhold) kun betingelsesløs kærlighed og venlighed.

Det er som sagt en stor historie, og med sine 793 sider er den også omfangsrig. Det høje sideantal kommer af uendelige gentagelser. Der svælges i Judes lidelser side op og side ned, og det er mig helt uforståeligt, at der ikke har været en redaktør der har råbt NU ER DET NOK! For selv om det er en rigtig god historie, er den alt for lang – der kunne uden problemer være skåret 250-300 sider. Den megen medlidenhed som Hanya Yanagihara tvinger os til at føle for Jude giver med mellemrum bagslag, for Judes konstante hemmelighedskræmmeri, selvhad og dybe modvilje til at bearbejde sine traumer er trættende, og det er ufatteligt (og urealistisk) at menneskerne omkring ham bliver ved med at have så megen godhed, venlighed og kærlighed at øse udover ham.

Jeg svinger mellem at tildele bogen tre og fire stjerner – hvis jeg kunne give en halv stjerne ville den få tre og en halv, for længden og de mange gentagelser trækker ned. Men det er en god historie, og her et par uger efter at have læst den, sidder den stadig i mig.

Et lille liv udkommer i dag den 18. august.

★★★★☆

OBS: Er du i nærheden af København, kan du den 22. august opleve Hanya Yanagihara på forfattertrappen i Politikens Boghal kl. 17. Arrangementet er gratis.

Daniel Dencik: Anden person ental

Anden person entalAnden person ental er en roman om en personlig katastrofe, fyldt med en smerte, der næsten er udholdelig, men som man ikke kan vende ansigtet bort fra.

Handling:
Alexander bor i København. Ekskonen bor i Stockholm sammen med deres 6-årige tvillingerne (en pige og en dreng). Skilsmissen var stille og rolig. De har fælles forældremyndighed over børnene, og Alexander pendler fast mellem de to byer hver anden weekend for at se dem. Det fungerer, selv om der naturligvis er et afsavn, når de ikke er sammen, men så meget desto mere fyldes tiden sammen med kærlighed. Men da han en dag er på vej til Stockholm for at møde dem, modtager han en sms fra ekskonen om at han først kan hente børnene dagen efter. Det bliver begyndelsen på et mareridt af kafkask format. Kvinden har fra den ene dag til den anden rejst falske anklager mod ham for vold og mishandling af børnene, og myndighederne fratager Alexander retten til at se dem. Han kæmper mod et system der lukker sig om moren og børnene, og tvinges til at stå hjælpeløs tilbage med en altoverskyggende sorg.

”Jeg prøver forsigtigt at søge efter en indgang, men alle veje ind er spærret af tavshed eller afslag, enten blanke, tyste overflader eller et had som jeg ikke ved hvor kommer fra, eller hvorfor bliver ved med at følge mig.”

Der sidder et skrig fast i halsen på mig næsten hele vejen igennem bogen. Et skrig fremprovokeret af lige dele vrede og sorg. Uretfærdighed og smerte fylder siderne, som alligevel rummer så megen kærlighed. Alexanders kærlighed til sine tvillinger. Hans far, søster og venners kærlighed til Alexander. Men det er magtesløsheden der er stærkes. Det gør voldsomt indtryk at følge myndighedernes bureaukratiske adfærd, den upersonlige sagsbehandling, og den mur af tavshed og paragraffer Alexander hele tiden bliver mødt af. Man ødelægger en mand. Ødelægger to børn. Men man gør det efter reglerne. Det er så sindsoprivende og grotesk, at man næsten ikke kan fatte at det kan finde sted.

Anden person ental skabte en del debat da den udkom, fordi Daniel Dencik fortalte, at historien er baseret på hans eget private helvede, hvor han blev anklaget og siden frikendt, men alligevel ikke har set sine tvillinger i flere år. Horderne kritiserede, at dette er en ensidig historie og at vi aldrig får indblik i morens motiv (blot et par gæt undervejs fra Alexander). Og hvad så?, fristes jeg til at sige. Det er en roman – autofiktion om man vil – men det er ét blik ind i ét liv, og det ser jeg ikke som en svaghed.

Læserne inviteres med ind i mareridtet der strækker sig over et år. Alexander kæmper med sin sorgs dæmoner med tanker om både selvmord, bordførelse og terrorisme. Men gang på gang vender han tilbage til forsoning. Han vil ikke hade nogen. Teksten er krydret med øjebliksbilleder sammen med børnene – både fortidsscener og drømme. Der er smukke, rørende passager, hvor kærligheden er så tydelig at man næsten overvældes af ømhed, en ømhed der vil trøste, hver gang de kolde og telegramlignende svar fra myndighederne bryder teksten op.

Det er muligt (høst sandsynligt) at bogen er Daniel Denciks private nødråb. At det samtidig også er en kærlighedserklæring til hans børn, er der ingen tvivl om. En psykolog vil sikkert kalde det sorgarbejde. Men det er også litteratur der gør voldsom indtryk, og som bliver siddende i kroppen. Jeg længes efter at høre, hvordan det går, selv om jeg samtidig frygter svaret.

Anden person ental udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af Daniel Denciks novellesamling Grand Danois.