Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld

Med novellesamlingen En ordentlig mundfuld, giver Lone Hørslev os 20 øjebliksbilleder af helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, hvor alle har mulighed for at genkende sig selv i en følelse.

Lone Hørslev kendetegnes for sine altid ærlige tekster, og for ikke at sminke grimme og akavede situationer eller hudløse følelser. Hun skriver let og ubesværet – også denne gang. Men den humor eller glimt i øjet som jeg har oplevet i hendes tidligere romaner, mangler jeg lidt her. Der er noget mistrøstigt over fortællingerne der mere eller mindre alle har karakterer, der enten er på vej til et brud eller som har været igennem et brud.

Bogen prydes af et cover med et billede af en kvinde (muligvis forfatteren selv) der ser sig i spejlet. Måske er det en opfordring til at vi skal se nærmere på os selv eller måske fordi vi genkender os selv, situationer og følelser i flere af novellerne.

Den stærkeste og mest interessante af novellerne er Yogabolden. Her møder vi Helle, der har fået en ny chance for lykke med enkemanden Poul Erik. De fandt hinanden på Facebook. Chatede, mødtes, blev kæreste og lagde planer for et liv sammen. Nu venter de deres første fælles barn, men trods forelskelsens rus er alt ikke rosenrødt for Helle har sønnen Bertram. Bertram der skærer i overboens yogabold med en hobbykniv. Bertram der forsøger at lokke de andre børn til at sætte ild til gardinerne til en fødselsdagsfest. Bertram som Poul Erik straffer for ikke at være hans. Efterhånden smitter Poul Eriks modvilje til Bertram af på Helle, som bliver irriteret og vred over at Bertram ødelægger hendes chance for et lykkeligt liv.

”[…] undskyld, græder Bertram og rækker ud efter hende, undskyld, mor, efter hendes hals, men da hans hænder får fat, bøjer hun sit hoved med en hidsig bevægelse, og med al sin kraft får hun revet sig løs, tager fat i hans arme og river ham væk, og da hendes flade hånd rammer hans ansigt med et klask, slukker den sidste rest af lys og håb som Poul Erik engang havde tændt i Helles sind.” (fra Yogabolden)

Det er de grimme og forbudte følelser og tanker der bliver udstillet i Yogabolden, der som den eneste af novellerne, tidligere har været udgivet (i antologien Rigtige guder gider ikke psykologi, 2013). Historien er med til at trækker den samlede læseoplevelse op, for desværre er der ikke andre af novellerne der gør sig bemærket med en karakter af samme kaliber. Hver og en kunne være om os selv eller vores nabo. Og måske er det det der er svagheden, at for få skiller sig ud. At det er for beige. Jeg bliver ikke nysgerrig nok, sidder ikke med længslen efter at høre mere om de mennesker, hvis liv jeg har fået et hurtigt indblik i.

En ordentlig mundfuld udkom den 7. april.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Lone Hørslev: Fjerne galakser er kedelige

Kamilla Hega Holst: Rud

Det er en møgubehagelig og grim historie Kamilla Hega Holst fortæller i sin nye roman Rud, men den er umulig at lægge fra sig.

Handling: På vej hjem fra stranden forsvinder Kaisas teenagesøn Malte, ind i Asserbo plantage. Udfordringen lyder: ”Hvem kommer først hjem?” Kaisa og datteren cykler den ene vej og Malte den anden. Men Malte kommer ikke hjem. Om natten bryder Kaisa ind i Maltes anneks i sin søgen efter ham. Hun kender Malte som en egensindig og særpræget dreng, men hun genkender ham ikke i det syn, der møder hende nu; rodet, stanken og en dyster collage, der fylder hele den ene væg. Næste morgen dukker Simon op, Maltes far, som Kaisa lod sig skille fra to år tidligere. I Maltes rod finder de en række koordinater. Det er en leg, de har leget, Malte og Simon, at afsætte punkter i landskabet og finde et bestemt sted. Simon og Kaisa følger Maltes ledetråde i håbet om at finde ham, men jagten bringer gamle mønstre fra deres ægteskab frem i lyset igen.

”Børnene lærte instinktivt at slå blikket ned. Forsvinde ind på deres værelser. Af og til kaldte Simon dem tilbage til stuen. De skulle hjælpe ham med at opklare uoverensstemmelser.
– Hvad tid gik jeres mor hjemmefra?
– Hvornår kom hun hjem igen?
– Stank hun? Havde hun trusser på? Hvordan fanden skal jeg stole på jeres undvigende blikke?”

Det er svært at skrive hvad Rud handler om, for historien tager gang på gang en drejning – og alligevel hænger det hele sammen til slut. En ting er sikkert, det er ubehageligt og grimt og man gennemlever næsten hele den mørke side af følelsesregistret, inden sidste side af vendt.

Bogens bagsidetekst afslører at Malte forsvinder, men selv om man er forberedt på det, melder uroen sig alligevel, for hvad er det egentlig der er sket med ham på sådan en varm og solrig sommerdag? Kaisa er ikke urolig, faktisk er hendes opførelse i timerne efter nærmest skødesløs, og jeg lod mig hurtigt irritere. Hvorfor gør hun ikke noget? Vi får små tilbageblik og høre blandt andet at hun har været væk fra børnene i en længere periode. Hun var ikke rask – mentalt – eller var hun? Der er mange lag i historien og nogle af dem er det op til læseren selv at pejle sig ind på.

Da hun bryder ind i annekset, hvor Malte har sit værelse, begynder uhyggen at sprede sit mørke. Romanen er illustreret med collager og kort, hvilket er med til at underbygge den dystre stemning om at der er noget, der er helt galt. Igen kigger vi tilbage – Kaisa møder Simon og kærligheden rammer som lyn fra en klar himmel, og inden hun ved af det er de flyttet sammen. Men lægen Simon har en mørk side, som Kaisa hurtigt får at føle.

Kaisa er stadig mærket efter de oplevelser hun var igennem i ægteskabet med Simon, og da han dukker op i sommerhuset og opdager at Malte er forsvundet, sniger en anden form for uro sig ind og historien får pludselig en ny dimension. Hvad der så ud til at være en fortælling om en forsvundet dreng, bliver til en uhyggelig beretning om psykisk terror og jalousi.

Men lige som man tror, at nu ved vi hvad det handler om, tager historien endnu en drejning, en tabe-kæben-på-jorden-drejning, som jeg ikke kan afslører her. Jeg kan blot opfordrer på det kraftigste at du læser bogen.

Rud udkommer i dag den 21. april.

★★★★☆

RELATERET LINK
Kamilla Hega Holst: På træk

Jens Høvsgaard: Døde prinsesser drømmer ikke

doede-prinsesser-droemmer-ikkeNormalt vil jeg gerne have at en krimi indeholder et velplanlagt, brutalt, uforståeligt eller rystende mord, men det er ikke tilfældet med Jens Høvsgaards debutroman fra 2009 Døde prinsesser drømmer ikke. Alligevel havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig, og blev hurtigt draget af hovedpersonen John Hilling.

Handling: Journalisten John Hilling arbejder for Ekstra Bladet, men har holdt lav profil i næsten to år efter at have mistet sin italienske hustru, fotografen Carla, som forsvandt sporløs i Syrien under en opgave. En aften i København ser John, at en udenlandsk prostitueret bliver mishandlet af sin alfons – han blander sig og bliver slået ned, men bliver hjulpet af en Hus Forbi-sælger. Manden viser sig at have holdt øje med prostitutionsmiljøet på Vesterbro i længere tid, og sammen med Hilling begynder det umage par at afdække et betændt miljø, hvor handlede kvinder bliver tvunget på gaden og afstraffet når de ikke gør som deres bagmænd forlanger.

Døde prinsesse drømmer ikke, er første del i en planlagt trilogi. Bogen har to historier – dels den om at skaffe beviser til at knalder bagmændene på Vesterbro og dels den hjerteskærende historie om John Hillings personlige smertehelvede i forbindelse med hans hustrus forsvinden. Begge historier gør indtryk og kombineret med den vedblivende suspense fanges jeg fra start til slut. Samtidig er det en vigtig bog, der sætter fokus det reelle problem med handlede kvinder, der huserer i det Københavnske prostitutionsmiljø – et emne som forfatteren har enorm viden om og engagement i, hvilket skinner tydeligt igennem i teksten. Det samme gør sig gældende med beskrivelserne af journalistens arbejdsmetoder. Det er alt sammen meget præcist og interessant.

Døde prinsesser drømmer ikke udkom i 2009. Andet bind i trilogien, Den syvende dag, udkom året efter. Jeg venter stadig med spænding på tredje og sidste del, men Jens Høvsgaard har travlt med livet som journalist og har i mellemtiden skrevet debatbogen Det koster et kongeringe (2012). John Hillings skæbne er endnu uvis, men jeg håber at vi får en tredje og afsluttende bog.

★★★★☆

Joël Dicker: Bogen om Baltimore-familien

Bogen om BaltimorefamilienBogen om Baltimore-familien er en fortælling om en familie fyldt med jalousi og hemmeligheder bag en blankpoleret facade.

Handling: Forfatteren Marcus Goldman, tager til Florida for at skrive sin næste roman. Denne gang vil han skrive om sin egen familie – en middelklassefamilie fra New Jersey og om den succesrige, velhavende og glamourøse del af familien, som boede i en forstad til Baltimore. Marcus besøgte dem, så ofte han kunne for at være sammen med sin fætter Hillel og den jævnaldrende Woody. Sammen var de Goldman-trioen, uovervindelige og tætte som brødre. Og så var der nabopigen Alexandra, der havde en stærk tiltrækningskraft på de tre drenge. De fire var hinandens bedste venner, indtil alting en dag gik frygtelig galt. Lige siden den dag i 2004 har Marcus været hjemsøgt af spørgsmålet: Hvad var det egentlig der skete med Baltimore-familien?

”Jeg spekulerede på om det var mig der som barn havde haft alle mulige drømme på deres vegne. Om jeg ikke havde opfattet dem anderledes end de i virkeligheden var? Havde de virkelig været disse helt udsædvanlige mennesker som jeg beundrede så meget? Hvad nu hvis det alt sammen havde været et produkt af min fantasi?”

Handlingen udspiller sig otte år efter de dramatiske begivenheder i Aurora, som vi oplevede i bogen Sandheden om Harry Quebert-sagen – en bog med en udmærket historie, men mange svagheder. Svaghederne går desværre igen i Bogen om Baltimore-familien. Dialogen og sproget generelt er temmelig dårligt – det kan evt. være oversættelsen, det er svært at sige når jeg ikke har læst originalen, men hvor troværdigt er det, at to teenagedrenge kalder hinanden for ”du gamle”? Den største svaghed er dog, at der først begynder at ske noget efter knap 300 sider, og at alt derf ør er en kvalm omgang sødsuppe. Og lige som i første bog er der alt for mange gentagelser og overlapninger, der presse sideantallet op på 480 sider.

Egentlig har jeg lyst til at give bogen to stjerner, men selve historien er egentlig spændende nok, den bliver blot fortalt dårligt – ja næsten amatøragtig. Det bliver derfor til tre små stjerner herfra og et stort ønske om at Joël Dicker får sig en ny og bedre redaktør på næste bog.

Bogen om Baltimore-familien udkom den 21. oktober.

★★★☆☆

Forfatterens skrivebord – Lotte Kirkeby

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Der dufter af nylavet kaffe og kanelsnegle i køkkenet på Østerbro hos Lotte Kirkeby. Hun debuterede tidligere på året til gode anmeldelser med novellesamlingen Jubilæum, og jeg har længe været nysgerrig efter at høre, hvordan hun kom i gang med at skrive fiktion, og hvorfor valget faldt på noveller.

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Vi mødes to dage før min sommerferie, et tidspunkt hvor alle andre så småt er begyndt at vende tilbage til hverdagen, og det gælder også hos Lotte Kirkeby. Hendes mand er tilbage på jobbet, tvillingerne er startet i skole igen, og Lotte, der arbejder hjemmefra, er i fuld gang med en stor oversættelsesopgave. Kun den ældste søn har stadig et par dovne dage, inden han begynder på gymnasiet, men det er ikke svært at regne ud, at hverdagslivet her på matriklen er præget af mange aktiviteter.

Hun kalder sig selv for formiddagsforfatter, for det, hun tjener penge på, er arbejdet som journalist, oversætter, anmelder og konsulent. At Lotte Kirkeby overhovedet begyndte at skrive skønlitterært har været mange år undervejs, for selv om hun altid har læst meget, gik hun ikke rundt med forfatterdrømme som barn og skrev heller ikke fiktion. Alligevel er der dog hints hist og pist til drømmen om at skrive, når hun ser tilbage på de helt unge år.

– Da jeg var 19 år, var jeg på en tur til England. Jeg kom hjem med en masse bøger, og mange af dem var faktisk om journalistik. Men jeg turde ikke rigtigt gå til optagelse på Journalisthøjskolen, så jeg begyndte i stedet at læse litteraturhistorie på universitetet.

Sidenhen blev hun forlagsredaktør og fandt ud af, at hun rigtigt godt kunne lide at skrive bagsidetekster og salgstekster, så hun søgte væk og blev redaktionssekretær på fagbladet Journalisten. Efterhånden skrev hun mere og mere og blev også medforfatter på nogle fagbøger. Men fiktionen lod vente på sig.

– At være forlagsredaktør og gerne vil skrive er en kliché og lidt patetisk, og når man så samtidig er 46 år. Jeg synes, det var meget svært at springe ud i det, det ville være nemmere at sige, at jeg ville begynde til ridning. Men så lavede jeg et nytårsforsæt med en veninde om, at jeg ville begynde at skrive, og så meldte jeg mig på et skrivekursus. På det tidspunkt havde jeg aldrig skrevet en færdig tekst, så det var ret vildt at sidde på et kursus og sige, at man gerne vil skrive. Men jeg tror ikke, at jeg var kommet i gang, hvis ikke jeg havde formaliseret det. Der var faktisk nogle på kurset, som ikke engang havde fortalt deres mand, at de gik der. Jeg tror, folk generelt har det lidt svært ved at sige det højt. Så jeg tror, det var et meget velfortrængt ønske, som nu kom frem. Men det har jo ikke været sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, sådan er der jo nogle, der har det, men det kunne jeg tydeligvis godt, siger Lotte Kirkeby og griner.

At hendes første skønlitterære udgivelse blev noveller var lidt tilfældigt. På skrivekurset blev der skrevet korte tekster, og efterhånden syntes hun, at det sad nogenlunde i hænderne på hende, så hun fortsatte.

– De første noveller kom ret hurtigt. Jeg tror, de har ligget indeni længe. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er novelleforfatter for evigt. Sådan er det slet ikke. Det blev bare født ind i den form.

Novelleformen gjorde, at hun nogenlunde hurtigt blev færdig med sine tekster. Men det, der til at begynde med havde været positivt blev, efterhånden som hun skrev flere og flere noveller, hårdt arbejde.

– Jeg skrev flere noveller, som ikke kom med i samlingen, og efterhånden orkede jeg bare ikke at lære flere mennesker at kende og skrive mig ind i flere universer. Og den frustration, man kan have, når man læser noveller og tænker: ”Argh, hvad skete der så?” når den slutter, den kan man også have som forfatter – man vil egentlig gerne følge udviklingen lidt længere. Hvordan var hun som ung? Hvordan klarer hun sig, efter at han er skredet? Det bliver man jo også nysgerrig efter som forfatter, fortæller Lotte Kirkeby.

Derfor er næste projekt en roman. Men selvom hun synes, det er vildt sjovt, at hun nu kan lære karaktererne bedre at kende og skrive sig ind på dem, er der også mange ting, som er helt nyt i forhold til arbejdet med novellerne. Blandt andet planlægningen, altså ganske enkelt at sætte tid af til at skrive. Mange af novellerne i Jubilæum blev skrevet på skrivekurset, og efterfølgende aftalte hun med sin skrivelærer, at hun skulle aflevere 1-2 noveller sidst på måneden.

– Det var for at holde mig fast, for det er svært at prioritere forfatteriet højest, når man samtidig skal tjene penge. Så jeg skrev ind i min kalender, at fx på fredag så skriver jeg, fordi ellers gled det. Og så det var godt med nogle deadlines hos en anden.

Lotte Kirkeby har ingen deadlines på sin kommende roman, eller det vil sige, egentlig havde hun aftalt med sin redaktør, at hun skulle aflevere noget omkring Sankt Hans. ”Men der havde jeg ikke skrevet en eneste sætning”, griner hun. Romanen er stadig i sin allertidligste fase.

– Jeg har ikke noget skelet eller en lang synopse på romanens opbygning. Jeg har en novelle, som jeg gerne vil skrive videre på, og som lige nu er åbningsscenen i romanen. Men det har allerede flyttet sig, kan jeg mærke. Det er karaktererne fra novellen, der er det interessante, og hvis man skal skrive en roman, så skal karaktererne jo være sjove eller interessante, for man skal være sammen med dem længe.

Selvom hun ikke har en endelig deadline, har hendes redaktør tilbudt at læse med undervejs. Men det med at have læsere med på sidelinjen så tidligt i processen er Lotte Kirkeby ikke altid lige begejstret for. Da hun skrev novellerne var hun på et tidspunkt med i en skrivegruppe, hvilket var givende, men hun synes også at det var forvirrende at få så manges blikke på samme tekst, så til sidst sprang hun fra.

– Jeg er ikke speciel god til at modtage kritik, det vil jeg gerne indrømme. Og at skulle dele romanen op i små bidder, der skal læses af andre og gives feedback på, virker nærmest uoverskueligt. Det virker måske for andre forfattere, men ikke for mig. Jeg kommer aldrig til at have mange til at læse min tekst, inden min redaktør får manuskriptet.

Trods den manglende deadline er det er vigtigt for Lotte Kirkeby at afsætte tid af til at skrive, hvilket bringer os tilbage til hendes selverklærede titel som formiddagsforfatter.

– Jeg er friskest om morgenen og kan bedst skrive der, så jeg forsøger at være formiddagsforfatter og så tjene penge senere på dagen. Jeg er meget selvdisciplineret og sidder foran computeren kl. 7.45, når børnene er gået i skole. Når man har så lidt tid til at skrive, fx indtil børnene kommer hjem og spiser frokost, så pjatter jeg ikke rundt. Hvis der skal være en fordel ved ikke at have råd til at skrive på fuld tid, så tror jeg, at det er det, at man ikke pjatter den tid væk, man har.

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

AT SKRIVE ER SOM YOGA
Skrivebordet er lilla, og dekorationen omkring det er piget. Forklaringen er, at skrivebordet, hvor Lotte Kirkeby sidder og arbejder, tilhører hendes 13-årige datter. Siden hendes tre hjemmeboende børn fik den alder, der kræver hvert sit værelse, har hun ikke længere sit eget kontor. I stedet sidder hun hver dag og arbejder på datterens værelse eller ved det store spisebord i køkkenet.

– Det betyder forsvindende lidt, hvor jeg sidder rent fysik. Jeg bliver ikke synderligt forstyrret af, om der er pænt eller grimt omkring mig. Jeg kunne sagtens sidde midt i en masse rod og skrive, der skal bare ikke være andre mennesker der.

At hun sidder og skriver alene er vigtigt. Derfor vil hun aldrig kunne sidde på en café og skrive fiktion. Hun føler, at det er meget privat at skrive, at hun går ind i et mentalt rum, når hun lader sine historier udfolde sig, og at andre omkring hende ville forstyrre. Men derudover har hun blot nogle helt basale skriveritualer.

– Jeg skal helst have en kop kaffe eller te, og så skriver jeg rigtigt godt til klassisk musik – altså ikke orkestermusik og slet ikke noget med stemmer. Jeg skriver meget til Bach og andet klavermusik. Så finder jeg nogle stykker, der er omkring en times tid, og så går jeg ligesom ind i det private rum og skriver, til musikken er færdig.

Som alle der skriver ved, flyder skriveriet ikke let hver dag, men Lotte Kirkeby tænker nogle gange på det at skrive som at dyrke yoga. I yoga ’sker der nogle gange ikke noget, mens man er i stillingen – eller også gør det bare ondt, mens det andre dage føles rigtigt godt, og man kan mærke at der sker noget med kroppen, som om der er noget, der giver slip.

– Sådan er det for mig med at skrive. Nogle dage skriver jeg kæmpelangt, og andre dage kører det bare ikke, og der ligger jo betalte opgaver og venter, så det er nemt at springe til noget andet. Men nu vil jeg virkelig prøve at gå ind i det univers hver dag, nu hvor jeg sidder og arbejder på en roman. Det er noget andet end novellerne, hvor man hurtigere kunne få afsluttet en tekst. Nu forsøger jeg at gøre som med yoga, altså at blive i stillingen – også selv om jeg måske ikke får skrevet på teksten, så skal jeg blive i det, i den tid jeg har sat af til det.

Som gammel forlagsredaktør er hendes største hurdle stadig at skrive frit og ikke hele tiden kigge tilbage og rette i teksten, men blot give efter og også huske at nyde processen.

– Jeg ser stadig mig selv mere som redaktør end forfatter, så i starten tænkte jeg, at jeg skulle skrive noget, der var færdigt, og det vil sige, at jeg havde et overjeg med en selvcensurende mental rød pen, allerede inden jeg er begyndt at skrive, og det går ikke. At skrive er en intuitiv proces, og nogle gange skal man skrive meget og se, hvad der kommer, men hvis man hele tiden sidder og siger: ”Nej, det dur slet ikke”, så kommer man aldrig videre.

Derfor har hun sat en slags spilleregler op for sig selv – dels at hun blot skal skrive uden overhovedet at gå tilbage og rette, hvilket hun indrømmer er meget svært, og dels behøver hun ikke at skrive kronologisk.

– Det skal være legende at skrive. Når man, i hvert fald i den første fase, ikke tjener nævneværdige penge på det, skal det være sjovere end det andet man laver, og det er det jo først og fremmest sjovt, fordi man selv må bestemme, hvad man skriver. Det skal være et andet rum at gå ind i, end når jeg skal skrive en artikel på 12.000 tegn, der skal være færdig i morgen. Det er det, der er det sjove, at det ikke er en bunden opgave.

PRAGMATISK OG REALISTISK
De fleste kommer lidt snublende ind i deres debut (med mindre man har gået på forfatterskolen) fordi de ofte har skrevet lang tid og så kommer det lige pludselig. For Lotte Kirkeby var det anderledes. ’Hun skrev i et års tid og spurgte så en forlagsredaktør, om han ville læse med. Og det ville have gerne. Han ville også gerne antage novellerne, men der skulle dog lige skrives nogle flere til. Og så nogle flere. Processen op til udgivelsen var overraskende, for selv om Lotte Kirkeby er gammel redaktør og afleverede nogle stramt redigerede noveller, havde hun ikke for alvor fornemmelse for, hvilke noveller der var gode eller dårlige, og hvilke der skulle med i samlingen.

– Det kom faktisk bag på mig. Det kom bag på mig, hvor svært det er at læse sig selv og se, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg er meget tryg og glad for min redaktør, og faktisk er det lidt sjovt, for jeg fandt mine noter fra vores møde, hvor jeg havde skrevet cirka halvdelen, og de ting, han påpegede, er faktisk det samme som nogle af anmeldelserne påpeger, fortæller Lotte Kirkeby og griner.

JubilaeumHun har læst alle anmeldelserne af Jubilæum. Det, hun var mest nervøs for inden, var, hvis det gik dårligt, at det ville kaste skygger på det andet, hun laver, men sådan er det heldigvis ikke gået. Der er blevet kastet mange stjerner og hjerter efter novellesamlingen fra både dagblade og bogbloggere, derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, om hun føler et vis pres med den næste udgivelse.

– Der er ingen, der presser mig. Fordi jeg er så gammel, er jeg er jo ikke noget wonderkid, så jeg føler ikke, at verden venter på noget fra mig. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går før romanen kommer, eller om det overhovedet kommer til at ske. Men det tror jeg da, at det gør. Jeg tænker heller ikke på mig selv som forfatter først. Jeg er også så mange andre ting: oversætter, anmelder, redaktør. Og jeg bliver jo ikke fuldtidsforfatter foreløbig – hvis nogensinde – det har jeg siddet for længe på den anden side af bordet til at tro på, for hvis jeg skulle være fuldtidsforfatter, så skal jeg skrive en bog hvert anden år, der sælger mere end 15.000-20.000 eksemplarer, og det er der næsten ingen, der gør, med mindre de er krimiforfattere, og det bliver jeg ikke.

Lotte Kirkeby er meget pragmatisk omkring sit forfatterliv og jeg må sige, at jeg beundrer hende for det. Der er ingen pjat med, at hun kun kan skrive under visse forhold, på visse tidspunkter osv. Novellerne blev skrevet, mens hun fuldtidsfakturerede som freelancer, og som hun selv siger, ved vi ikke, om de var blevet bedre, hvis hun havde haft mere tid til det. Nu er omstændighederne, som de er, og hvis hun vil skrive, jamen så er det bare sådan. Det er utroligt inspirerende og for nogle måske også lidt hårdt at få at vide, at forfatterlivet mest går ud på at få rumpen i sædet og være disciplineret – og så alligevel ikke glemme at nyde processen.

Fakta
Lotte Kirkeby Hansen (f. 1970)
Arbejder freelance som journalist, anmelder, oversætter og konsulent. Er medforfatter på tre fagbøger om barsel, alderdom og skilsmisse, og debuterede i marts som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Jubilæum (2016).

Keri Smith: Udforsk verden! Tag på nye eventyr

Udforsk verden!Udforsk verden! Tag på nye eventyr, er en kreativ rejsedagbog – en rejse ind i kreativiteten.

Den canadiske illustrator og kreative guru Keri Smith, der står bag fænomenet Wreck This Journal og Dette er ikke en bog, er klar med en ny bog, der lige som hendes forrige opfordrer unge som gamle til at være kreative.

Modsat hendes andre bøger, er Udforsk verden! Tag på nye eventyr langt fyldt med tekster – dels med ord fra forfatteren selv og dels i form af citater fra Keri Smiths egne inspirationskilder. Der er stadig mange mere eller mindre spøjse opgaver, som vi kender det fra Wreck This Journal, men hvor man tidligere havde plads i bogen til at lave opgaverne, kræver denne bog, at du har notesbøger, krukker og alt muligt andet grej udover bogen, hvilket er en af dens svagheder. Det er simpelthen for omfattende.

Her har jeg lavet en af de små hurtige opgaver i Udforsk Verden! Tag på nye eventyr. Foto: Mette Camilla Melgaard

Her har jeg lavet en af de små hurtige opgaver i Udforsk Verden! Tag på nye eventyr. Foto: Mette Camilla Melgaard

På de indledende sider giver Keri Smith idéer til hvordan man udforsker verden, og det er nogle rigtig gode råd som vi alle kan bruge – og er du en af disse mennesker, som ikke ser sig selv som særlig kreativ, kan du få et kærligt spark til at få kreativiteten til at boble.

Jeg havde store forventninger til denne bog, som viste sig at være noget andet end jeg havde regnet med. For da jeg hørte at det var en kreativ rejsedagbog, tænkte jeg at det ville være en slags scrapbog med plads til personlige beretninger og små sjove ting som billetter fra sporvognen, en serviet fra den virkelig lækre restaurant hvor vi spiste og lignende rejseminder. Men det er det ikke.

Mange af opgaverne i Udforsk verden! Tag på nye eventyr er som sagt omfattende og nogle af dem vil efter min mening være sjovere for børn at lave end for folk 40+. Det er dog en god bog til at få små eventyr ind i hverdagen, hvilket fik mig til at tænke på en video om Microadventures som jeg så tidligere på ugen. Det burde vi alle gøre noget mere af!

“Hver morgen når du vågner, har vi fireogtyve helt nye timer at leve i. Hvilken dyrebar gave!” – Thich Nhat Hanh

Det bedste ved Keri Smith og hendes lidt forunderlige kreative hjerne er, at hun opfordrer os alle til at være nysgerrige og bruge vores sanser, og ikke lade vores kreativitet begrænse af regler. Den tankegang kan jeg virkelig godt lide.

Udforsk verden! Tag på nye eventyr udkom den 30. juni.

★★★☆☆

RELATEREDE LINKS
Læs min anmeldelse af Wreck This Journal
Læs min anmeldelse af Dette er ikke en bog

Peter Høeg: Effekten af Susan

Effekten af SusanSpændende fremtidskrimi af den succesfulde forfatter med lige dele videnskab og aktion.

Handling: Susan Svendsen er fysiker. Hun finder ro i det periodiske system, og føler at naturlovene er en garanti for orden og regelmæssighed. Men Susan har selv et højst usædvanligt talent. Hun fremkalder oprigtighed. Et talent hun har misbrugt til egen fordel, og nu truer en lang fængselsstraf for Susan og hendes børn. Da hun sammen med familien får tilbudt en sidste udvej tager hun den. Hun skal opspore et kvindeligt medlem af en nedlagt kommission og få hende til at afsløre hemmeligheder med vidtrækkende konsekvenser. Men nogen kommer hende i brutalt forkøbet og udser Susan og hendes familie som det næste mål.

”Jeg ved ikke hvordan andre er bange, hos mig begynder det i brystet og breder sig derfra til hele parasympaticus. Mere end noget andet er jeg bange for at børnene skal dø. […] Lige nu føles risikoen mere virkelig end nogen sinde. Hvor jeg står på fortovet, har jeg en følelse af at være eksponeret som under et mikroskop, af at også Laban og tvillingerne er eksponeret. Vi kan være iagttaget lige nu, gennem et kikkertsigte, i et bakspejl, gennem en hæk. Og vi kender ikke modstanderne.”

Jeg blev hurtigt grebet af Effekten af Susan der lige som Frøken Smilla, har en stærk kvinde i hovedrollen. Susan er handlekraftig og har engang skruet en mand fast til gulvet, da han ville voldtage hende. Familien Svendsen, der udover Susan består af hendes komponist mand Laban samt de 16-årige tvillinger Thit og Harald, er en meget usædvanlig familie – ja faktisk er alle karaktererne mere eller mindre udsædvanlige, og selv om handlingen enkelte steder syntes lidt for fantasifuldt (der er fx borgerkrigslignende tilstand i København), rider jeg med på bølgen og lader mig underholde. Det tog lidt tid før jeg indså, at handlingen udspilles nogle år ud i fremtiden, for der er ikke så meget science fiction i historien…før vi nærmer os slutningen, som til gengæld bliver (muligvis) ufrivillig morsom og ”lidt for meget”.

Der er ingen tvivl om at Peter Høeg kan noget med sprog og fortælling, og jeg glæder mig til at dykke ned i hans bagkatalog og udforske, hvad jeg er gået glip af siden jeg læste Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Effekten af Susan udkom i 2014.

★★★★☆

Cilla og Rolf Börjlind: Den tredje stemme

Den tredje stemmeAndet bind i trilogien om det umage makkerpar Olivia og Tom, byder lige som første bog Springflod, på masser af visuelt drama fra de succesfulde manuskriptforfattere Cilla og Rolf Börjlind.

Handling: Olivia er blevet færdig på politiskolen og er rejst til Sydamerika for at finde ud af mere om sin biologiske mor, samt for at forsøge at affinde sig med sin egen dramatiske historie. Tilbage i Stockholm kommer en ung pige hjem og finde sin far hængt. Noget tyder på, at der er tale om et fingeret selvmord. Manden arbejde i toldvæsenet, og efterforskede en sag om en stor mængde beslaglagt narko der er forsvundet fra toldvæsenets depot. Olivia kender datteren til den hængte mand, og indleder sin egen uofficielle efterforskning. I Marseille, Frankrig, finder man et parteret lig. Det viser sig at være resterne af en blind kvinde, der tidligere har arbejdet som ”target girl” for en knivkaster i et cirkus. Ekspolitimanden Tom Stilton er så småt ved at have samlet sig selv op efter flere år i et dybt sort hul. Da hans gode ven Abbas beder ham om hjælp tøver han ikke, og sammen drager de mod Marseille.

Det er vanvittigt så godt Cilla og Rolf Börjlind skriver, og endnu mere vanvittigt, hvor helt igennem fantastiske de er til at opbygge en historie. Jeg kan lige så godt sige det som det er – man har svært ved at lægge Den tredje stemme fra sig! Hver eneste side driver med spænding, og plottet er så ufatteligt modbydeligt.

Man er tilbøjelig til at sige at Olivia og Tom er bogens hovedpersoner, men Börjlind-parret gør bipersonerne til lige så vigtige og helstøbte karakterer som Olivia og Tom. Den unge pige Sandra samt Olivia og Toms venner Abbas el Fassi og Mette Olsäter fylder også en pæn del i bogen, og man fatter stor sympati for dem alle – det føles næsten som om at man møder dem personligt.

Det kan sige kort Den tredje stemme er rigtig god – godt tredje bind Sort morgen er udkommet, så man ikke behøver at vente på en afslutning.

Den tredje stemme udkom i 2014.

★★★★★

Relaterede link:
Læs mit interview med Cilla og Rolf Börjlind fra 2015 i forbindelse med udgivelsen af Sort morgen.

Cilla og Rolf Börjlind: Springflod

SpringflodDet føles næsten lidt uartigt at kalde to af Sveriges mest efterspurgte manuskriptforfattere for debutanter, men ikke desto mindre var det sandt, for Springflod var nemlig første gang at de udkom i bogform. Og sikke en debut!

Handling: I 1987 bliver en ung, gravid kvinde på sadistisk vis myrdet på stranden på den svenske ø Nordkoster. Trods politiets indsats bliver offeret aldrig identificeret og mordet aldrig opklaret, og for politimanden Tom Stilton får det katastrofale personlige konsekvenser. Næsten 24 år senere plages Stockholm af en række brutale overfald på hjemløse. Olivia Rönning går på Politiskolen. Da eleverne får til opgave at arbejde med en ”Cold Case”, vælger hun strandmordet fra Nordkoster. Som det første forsøger Olivia at få kontakt til Tom Stilton. Men den tidligere efterforskningsleder er sporløst forsvundet.

Efter en lidt langsom start, hvor vi får en masse navne kastet i ansigtet, tager handlingen i den grad til, og pludselig er det umuligt at lægge bogen fra sig. Hele tiden får historien et twist som man ikke er forberedt på. Beskrivelserne af de forskellige karakterer er eminente. Med få ord får vi som læsere et helt klart billede af personerne og tager dem hurtigt til os. Det er tydeligt at vi har med to garvede manuskriptforfattere at gøre, for teksten er generelt mættet med billeder på den virkelig gode måde.

Cilla & Rolf Börjlind står blandt andet bag manuskripter til hele 26 film om Martin Beck (samt flere afsnit af Wallander + filmene baseret på Arne Dahls serie om A-gruppen), og for den opmærksomme læser har Springflod et par morsomme henvisninger til netop Beck-serien.

Springflod fik i år premiere som tv-serie i 10 dele på SVT1 – og naturligvis stod Cilla og Rolf Börjlind selv for manuskriptet. I rollerne som Tom Stilton og Olivia Rönning ses Kjell Bergqvist og Julia Ragnarsson.

Bogen Springflod udkom i 2012 og er første bind i trilogien om det uortodokse makkerpar Rönning & Stilton. Andet bind Den tredje stemme udkom i 2014 og tredje bind Sort morgen i 2015.

★★★★★

I forbindelse med udgivelsen af Springflod i 2012 lavede jeg et interview med Cilla og Rolf Börjlind samt dette lille videoklip.

Relaterede links
Læs mit interview med Cilla og Rolf Börjlind fra 2015 i forbindelse med udgivelsen af Sort morgen.

 

Joël Dicker: Sandheden om Harry Quebert-sagen

Sandheden om Harru Quebert sagenSandheden om Harry Quebert-sagen er en mordgåde, en kærlighedshistorie og en fortælling om drømmen om at skrive den store roman. Jamen det er jo hele tre ting – ja det er det!

Handling: Den verdensberømte forfatter Harry Quebert lever et fredeligt liv i den lille idylliske amerikanske by Aurora, indtil man en dag finder liget af den 15-årig præstedatter Nola, der forsvandt sporløst 33 år tidligere. Sammen med liget finder man en taske med originalmanuskriptet til den roman der satte Harry Quebert på verdenskortet som en af amerikansk litteraturs store forfattere. Da det kommer frem at forfatteren havde et forhold til den unge pige, ruller skandalen og Harry fængsles og anklages for mord. Den eneste, der støtter Harry, er hans tidligere elev og ven, Marcus Goldman, der selv er forfatter og på jagt efter ny inspiration. Overbevist om sin gamle mentors uskyld begiver Marcus sig til Aurora for at finde ud af, hvad der skete med Nola den sommernat i 1975. Han bliver mødt af en by fyldt med hemmeligheder og løgne.

Der er ikke sparet på sideantallet i Sandheden om Harry Quebert-sagen, hele 694 sider, som dog efter min mening godt kunne være skåret ned med ca. 150 – ikke fordi man keder sig, men fordi der er utrolig mange gentagelser. Romanens opbygning er interessant, men kræver stor opmærksomhed fra læseren, for der springes mellem flere tidsperioder. Derudover er der en bog i bogen, som man som læser også skal forholde sig til. Lykkes det at adskille de mange ”fælder” fra hinanden, er man ganske godt underholdt hele bogen igennem. Der bliver leget kispus med både bogens Marcus Goldman og læserne, og når man tror at man har fået tjek på mordgåden, sker der uforudsete ting der drejer hele historien i en anden retning.

En af bogens svagheder er de mange klichéer, og den til tiden tåkrummende dårlige dialog. Det bliver næsten komisk – og man er i tvivl  om det er forfatterens intention. Det samme gælder eksemplerne på Harry Queberts gennembrudsroman ”Ondskabens oprindelse”, der handler om forholdet mellem en 15-årig pige og en dobbelt så gammel forfatter.  Bogen skal gøre sig ud for at være stor amerikansk litteratur, som var Quebert en anden Nabokov, men det kan man langt fra kalde ham, og eksemplerne lægger sig i stedet som en urealistisk hinde over bogen.

Når det er sagt, er det dog temmelig imponerende at forfatteren Joël Dicker har kunnet holde rede i de mange tråde i bogens opbygning, og selv om jeg synes at de 694 sider indeholder så mange klichéer, at man indimellem ryster lidt på hovedet, og sproget i visse passager kan give direkte kvalme, fordi det er så dårligt, blev jeg fascineret af hele konstruktionen og historien.

Sandheden om Harry Quebert-sagen udkom i marts 2014.

★★★★☆