Politikens Forlag: Min notesbog

Min notesbog, er en ny udgivelse fra Politikens Forlag. En kombineret kalender, notes- og mindebog, hvor du kan holder styr på alt fra aftaler og oplevelser til hvor mange glas vand du drikker om dagen.

Det er lidt usædvanligt at anmelde en notesbog, men de af jer der kender mig eller følger mig på Instagram, ved at jeg er mere end en almindelig notesbogsnørd. Jeg elsker notesbøger og har siden barndommen altid haft gang i en eller flere notesbøger. Lige nu bruger jeg seks forskellige notesbøger i min hverdag + to som bruges over flere år. De fordeler sig sådan: En til dagbog, en til arbejdsnoter, en skitsebog, en til akvarel, en til romanidéer, en bog- og blogjournal + en med lister over hvilke film jeg ser i biografen (jeps, jeg er også listenørd) samt en hvor jeg skriver citater jeg støder på og vil husker samt ord der betager mig, gør mig nysgerrig og lignende. Nævnte jeg, at jeg er nørd ud over det sædvanlige?

Journaling er de sidste 5-6 år blevet utroligt populært i takt med at der er kommet fokus på mindfulness. Ikke mindst i USA og England har det boomet og man kan finde flere YouTube-videoer og Instagram-kontoer med især kvinder, der viser hvordan de bruger notesbøger til at optimere deres tid, holde styr på deres liv og drømme eller til at være kreative i.

Ifølge Politikens Forlag er Min notesbog en dansk udgave af en såkaldt Bullet Journal. Bullet Journaling-konceptet kom frem for nogle år siden og er skabt af Ryder Carroll, en digital produktdesigner fra New York. I alt sin simpelhed går det ud på at holder styr på i går, organisere i dag og planlægge dagene der kommer. Det vigtigste er at man tilpasser det til sine egne behov og liv.

Her støder jeg på det første problem med Min notesbog – den har nemlig fortrykte sider inddelt efter måneder med kalendersider, motionsplaner, kostplaner, sider til højdepunkter og andet. Det er der måske nogle der vil sige fint til, men det gør det svært at tilpasse den til personlige behov. Derudover findes der under hver måned nogle ”Fokus på”-sider – Fokus på bøger, Fokus på økonomi, Fokus på at være social, Fokus på motion med flere. Igen er det svært at tilpasse det mit eget behov. Der er for få tomme sider jeg selv kan bestemme over.

Bogens ydre er pænt, hvilket altid er vigtigt – ingen gider at rende rundt med en lort i tasken. Den er holdt i to støvede grønne nuancer, har bogmærkesnor og praktisk elastik ”om maven”, og overfladen føles blød og gummiagtig som om den kan tåle en fugtig klud, hvis uheldet skulle være ude. Coversiderne er dog temmelig bløde og jeg har allerede fået to knæk på både for- og bagside. Alle de fortrykte kasser og lister er holdt i støvet grønt og rødt og siderne er med priklinjer. Der er små tegninger og borter, som nogle kvinder måske vil finde yndige (ikke min personlige stil), men jeg tvivler på at en mand vil bryde sig om designet.

Papirkvalitet er et at mine personlige krav til en notesbog, for jeg hader hvis pennen bløder igennem siderne, derfor har jeg naturligvis udsat Min notesbog for en pennetest.

Pennetest i Min notesbog fra Politikens Forlag. Foto: Mette Camilla Melgaard

På billedet herover ses mine seks yndlingspenne til at skrive i notesbøger med. Som man kan se er der ikke direkte gennemblødning, selvom man ikke skal fjolle for meget rundt med en rollerpen, men alle pennene anes igennem papiret. Så hvis du vil undgå gennemtryk mest muligt, forslår jeg blyant eller kuglepen – enhver pen med alkoholbaseret farve samt blæk vil helt sikkert bløde igennem.

Det kan være smart for nogle at samle både kalenderfunktion, daglige lister, tanker og andet i en og samme notesbog – for mig personligt fungerer det ikke. Jeg skriver meget og ville hurtigt løbe tør for plads i en enkelt notesbog. Men for andre som ikke har brug for så mange sider hver dag, kan det være en glimrende idé at holde det samlet, så man hele tiden har det med sig. Det udløser dog en anden bekymring. Min notesbog er tung. Hele 561 gram, altså godt et halv kilo. Det er meget at slæbe rundt på i tasken sammen med alt det andet man har brug for på farten. Jamen så lad være med at tage den med dig, tænker du måske? Men så går hele ideen med en notesbog til det hele jo op i røg.

Konklusion. Hvis du ikke er vant til at bruge notesbog og gerne vil i gang med at planlægge din tid og dit liv, er Min notesbog en fin måde at komme i gang med det på. Der er gode idéer til, hvilket sider der kan være nyttige. Personligt vil jeg fortrække en blank notesbog, hvor jeg selv bestemmer rækkefølge og udformning af felter og lister. Men lige meget om du fortrækker det ene eller det andet, vil jeg helt klart opfordre alle til at komme i gang med at bruge notesbøger til at holder styr på dit liv, dine drømme og tanker. Sig endelig til, hvis du har brug for tips og idéer. Jeg deler gerne mine erfaringer.

Min notesbog udkommer i dag den 7. november.
★★★☆☆

I videoen kan du se Ryder Carroll give et overblik over Bullet Journal-metoden.