Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Dette burde skrives i nutidDette burde skrives i nutid er 160 sider om ingenting og skrevet i enkelte sætninger. Alligevel tryllebinder den og indbyder til både grin og gråd. Et lille mesterværk jeg varmt anbefaler dig at læse.

Handlingen er dagligdagsagtigt, ja egentlig sker der ikke noget særligt, og så sker der på en eller anden besynderlig måde alligevel en masse. Vi følger den ca. 20-årige Dorte Hansens daglige gøren i 1980’erne. En helt almindelig pige, der ikke helt ved hvad fremtiden bringer, og derfor lader sit liv styre af tilfældigheder. Mænd kommer og går, Dorte flytter flere gange, spiser, skriver festsange, kører i tog og går rundt i Scala i København. Umiddelbart lyder det hele lidt kedeligt, men siderne forsvinder uden at man lægger mærke til det, og pludselig er der ikke flere tilbage.

Dette burde skrives i nutid giver anledning til en masse spørgsmål som forbliver ubesvaret. Hvorfor har Dorte et anstrengt forhold til sine forældre? Hvorfor kan hun ikke sove om natten? Hvorfor bliver hun væk fra sit studie? Hvorfor har hun lejet et hus i en midt-sjællandsk stationsby og pendler frem og tilbage til København, for at gå rundt i byen uden formål? Samtidig giver bogen nogle gode og sjove personkarakteristikker fx da Dorte flytter ind hos kæresten Per og hans forældre. ”De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere” – kort og præcis.

Som sagt har jeg både grint og grædt mig igennem bogen, for den rummer utrolig megen ensomhed. En ensomhed der kommer snigende når man mindst venter den og kravler ind under huden. Jeg ved ikke hvordan Helle Helle gør det – fanger os i sit net med små skødesløse hverdagshistorier, men hun har godt fat i mig.

Dette burde skrives i nutid som udkom i 2011.

★★★★☆

Relateret link
Helle Helle: Hvis det er

Kamilla Hega Holst: På træk

På trækPå træk er en lidt rodet historie uden fokus om en kvinde, der ikke helt kan finde ud af livet.

Handling: Kaya er forfatter men kan ikke længere skrive. Hun er blevet fysik dårlig af at bære rundt på en hemmelighed – en årelang sorg. Da hendes morfar, der er bosat i Thailand, inviterer hende på besøg, efterlader hun sine to børn hos sin eksmand Carsten og hans kæreste og rejser til Thailand. Kaya higer efter at slippe af med følelsen af at svigte og blive svigtet, og i den thailandske by Pattaya er alt til salg, alt kan købes, så alt er muligt.

Historien skifter mellem nutid (2011), hvor Kaya besøger morfaren i Thailand, hvilket fortælles i jeg-form og tilbageblik (2002 og frem) hjemme i København, som fortælles i tredjeperson, hvor Kaya får børn med Carsten, er utro med hans bedste ven Emil, bliver skilt fra Carsten af andre grunde, og efterhånden ikke helt kan finde ud af at være mor. Faktisk kan Kaya ikke helt finde ud af livet, kan kun finde ud af at give efter for sit begær.

”Det kom bag på hende, hvor få ord der skulle til, så lidt hun behøvede for at overbevise sig selv om, at hensyn var underordnede. Noget var vigtigere. Hans blik. Skælven. Så svinsk, hviskede hun og fortalte sig selv, at netop graden af tarvelighed underbyggede fornemmelsen af, at det her var langt mere end blot flygtig sex. Det var alt det, hun ikke troede på. Altid håbede på.”

Kayas utroskab med Emil hører vi om igen og igen, uden at få ret meget andet ud af det end, at Kaya får sex som hun vil have det. Hvilket hun også gør i Thailand, en nat med alkohol i blodet sammen med en russisk økonom og en ladyboy. Men de mange sexscener synes at være tomme kalorier.

Det er en lille fin fortælling om at ingen mennesker er uden fejl. Det interessante ligger i historien om Kaya og Carsten. Hvordan de langsomt glider fra hinanden, og i Kayas efterhånden mærkelige forhold til børnene. Men desværre bruges der meget få sider på at uddybe det, og vi får i stedet en masse intetsigende om besøget hos morfaren i Thailand, som pludselig udvides med historien om Kayas oldeforældre, bedsteforældre og forældres rodede familieforhold.

Jeg savner mere fokus i historien. Kaya er en spændende karakter, der både er hård og skrøbelig på samme tid. Men skildringen af forholdet der går i stykker og smerten der følger behøver efter min mening mere plads.

På træk udkom den 13. marts 2015.

★★★☆☆

Kamilla Hega Holst modtog Blixenprisen 2015 for romanen På træk.

Helle Helle: Hvis det er

Hvis det erI denne julegavetid tænker jeg, at det vil være passende at gøre opmærksom på nogle af de bøger, der har givet mig store læseoplevelser. Det er igen en roman fra 2014 jeg vil anbefale.

Der skulle gå tre år efter romanen Dette burde skrives i nutid, som vandt et hav af litterære priser, før vi igen hørte nyt fra Helle Helle med bogen Hvis det er – en lille perle om helt almindelige mennesker et sted i Danmark.

To fremmede mennesker, en kvinde og en mand, er faret vild i en skov og må tilbringe to døgn sammen. Så kort og overfladisk kan man beskrive handlingen i Hvis det er. Egentlig kan man sige, at den ikke handler om noget eller at den handler om alt. For som med Helle Helles andres bøger, giver hun her igen et øjebliksbillede af et liv – i dette tilfælde, et øjebliksbillede af en kvindes liv.

Handlingen skifter mellem nutid i skoven og tilbageblik på kvindens liv. Et liv, hvor man mellem linjerne får følelsen af ensomhed – en følelse der går igen i mange af Helle Helles bøger. Det er det hun kan. Fortælle enkle historier, hvor stemningen sættes, men hvor den egentlige handling foregår mellem linjerne. Det virker så ubesværet, men det er en fortælleform der er utrolig svær at mestre. Helle Helle gør det som altid fantastisk.

Hvis det er udkom den 26. September 2014 og blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015.

★★★★☆

Nordisk Råds Litteraturpris 2015

Helle Helle

Foto: Sofie Amalie Klougart

Forfatteren Helle Helle er blandt de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris 2015 for den fine bog Hvis det er

Bogen der udkom i september 2014, handler om to fremmede mennesker, en kvinde og en mand, der er faret vild i en skov og må tilbringe to døgn sammen. Egentlig kan man sige, at Hvis det er ikke handler om noget eller at den handler om alt. For som med Helle Helles andres bøger, giver hun som altid et øjebliksbillede af et liv – i dette tilfælde, et øjebliksbillede af en kvindes liv.

Hvis det er er solgt til udgivelse i Norge, Sverige, Holland og Tyskland og er yderligere indstillet til DR Romanprisen samt Politikens Litteraturpris.

I Lasse Horne Kjældgaard og Lilian Munk Rösings indstillingstekst lyder det blandt andet:


”Helle Helle har siden 1993 begejstret sine læsere med romaner og noveller, der med få ord formår at male subtile portrætter af upåfaldende eksistenser. Helle Helles karakterer og fortællere er fåmælte, men hver sætning er helt præcis. Hun skaber et helt særligt, på én gang humoristisk og omsorgsfuldt, blik på sine personer og deres tilsyneladende banale liv, og en opmærksom lydhørhed for hvert af de få ord i deres tale. […] Når man læser Helle Helle, kan man få lyst til at flytte ind i hendes prosa og bare blive der, betragte menneskene på dén måde, lytte til deres fåmælte tale med dén opmærksomhed, dele deres skæve erindringer om tilsyneladende meningsløse detaljer. Det er ordknap, dybdevirkende prosa.”

I alt er 14 forfattere nominerede til den prestigefyldte pris – se hele listen her. Vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris offentliggøres under Nordisk Råds Prisuddeling den 27. oktober i Reykjavik. Sammen med æren følger også 350.000 danske kroner.

Læs mere om Helle Helle og hendes forfatterskab.