Shari Lapena: Naboparret

naboparretNaboparret er fra start en ganske fængende thriller med et rasende tempo, men plottet taber pusten mod slutningen.

Handling: Anne og Marco Contis barnepige aflyser i sidste øjeblik inden de skal stille til middag hos naboparret. De bliver enige om at deres seks måneder gamle datter Cora godt kan blive hjemme alene – hun sover alligevel – hvis de tager babyalarmen med og går ind og tjekke hende hver halve time. Men mens Anne og Marco hælder vin i sig blive babyen fjernet fra sin vugge. Anne, der lider af en fødselsdepression, plages af dårlig samvittighed over at have efterladt datteren alene, og nabokvindens flirten med Marco gør ikke situationen bedre. Ved 1-tiden om natten lykkes det endelig Anne at hive en fuld Marco med hjem, hvor de mødes af en åben hoveddør og en tom vugge. Cora er forsvundet. Politiet mistænker straks det unge forældrepar for hvilken slags mennesker vil efterlade deres barn være alene? Parret er knust over datterens forsvinden, men både Marco og Anne gemmer på hemmeligheder – også overfor hinanden.

”Marco og Anne sidder ved køkkenbordet og prøver at spise morgenmad. Deres toast er næsten urørt. De lever begge mest af kaffe og fortvivlelse.”

Domestic noir-genren er eksploderet de senere år og alle synes at ville have en bid af kagen. Det gør at kvaliteten svinger fra virkelige vellykkede thrillers som senest Kvinden i toget til mindre gode fortællinger med tynde, utroværdige plots. Shari Lapenas thriller Naboparret lægger sig cirka i midten.

Det starter godt. Panikken breder sig som en steppebrand, og Anne og Marco oplever enhver forældres værste mareridt. Politiets mistænkeliggørelse og gentagne afhøringer af det unge par giver en næsten klaustrofobisk magtesløshed. Annes stenrige forældre har et anstrengt forhold til svigersønnen og tøver ikke med at pege fingre. Samtidig hænger Annes fødselsdepression hele tiden som en mørk sky fyldt med mistanke. Har hun gjort barnet fortræd? Har depressionen påvirket deres ægteskab? Og hvad er det der foregår med den smukke, flirtende nabokvinde?

Der bliver hele tiden lagt flere lag på plottet og som fortællingen stormer frem bliver listen over mistænkte længere og længere. Det er en effektiv opbygning, men den store forløsning udebliver. Luften fiser ud af ballonen med et påklistret plot mod slutningen, og de sidste sider i bogen er simpelthen for tynde. Sikke en skam.

Naboparret udkommer i dag den 27. december.

★★★☆☆

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismaterialeposer sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismateriale-poser sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard