Blækhat er en medrivende fortælling om familiehemmeligheder og venskaber centreret omkring Rosa der vokser op i 1980’ernes Aarhus med et miks af graffitikunstnere, bz’ere, venstreradikale samt resterne af hippiekulturen.

Året er 2010. En kvinde møder meget dårlig op i en lægepraksis. Hendes tilstand forværres over de næste dage og efter flere undersøgelser, mistænker lægen at hun er blevet forgiftet af en svamp. Men kvinden har ikke spist svampe. Hun kan slet ikke lide svampe. Lægen finder de hele meget mistænkelig og beslutter sig for at kontakte politiet.

Derefter springer bogen tilbage til 1980’ernes Aarhus. Rosa bor med sin mor der er uddannet biolog med speciale i svampe. Hun ved ikke hvem hendes biologiske far er, ifølge moren er der tre muligheder, men moren mener ikke det er vigtigt at vide hvem der leverede sædcellen, for Rosa har jo Krudt (homoseksuelle og mor Helles bedste ven), som en slags far. Hjemmet er præget af Helles hippie-ideologier, hvilket Rosa ikke altid syntes er lige festligt, for 12-årige piger vil gerne have de nyeste diller som Donkey Kong-bip-spil og bøllebamser, hvilket Rosas bedste ven Sevim har i overflod. Pigernes sommerferie er lige begyndt og foran dem venter syv ugers frihed, hvilket bliver begyndelsen på en utrolig rejse, der tager os med rundt i Aarhus’ gader over en årrække frem til Rosas gymnasietid, hvorefter bogen igen tager et tidsspring. Vi kommer ansigt til ansigt med graffitiens fremmarch og bz-kulturens voldshandlinger.

”Mit bryst var pludselig fyldt af sitrende, utålmodig længsel efter at bevæge mig væk fra Helle. Helle forstod ingenting. Hun troede stadig, at Sevim og jeg legede på Børnenes Jord hver dag, og anede ikke, at hele byen var blevet vores legeplads. […] Så hentede jeg en sprittusch, skubbede lagene af jakker og halstørklæder til side, og på væggen under Helles parka tegnede jeg en sort Bølle-bamse, men i stedet for sutte-tommelfingeren tegnede jeg en forstørret skråt op-finger vendt mod beskueren. Det var Sure Polly. Så lod jeg jakkerne falde tilbage på plads.”

Romanen er et langt nostalgitrip for alle os der var børn og teenagere i 1980’erne og Sissel-Jo Gazan er virkelig god til at beskrive miljøer troværdigt. Hendes tidligere bøger Dinosaurens fjer og Svalens graf er genrebeskrevet som videnskabskrimier, og selvom indledningen i Blækhat har et snert af krimi over sig, er der slet ikke tale om en krimi, men mere et portræt af en tid. Den videnskabelige tilgang til stofområder kan forfatteren dog ikke lægge fra sig (og heldigvis, for det mestrer hun), og i Blækhat kommer den til syne i både mor Helles svampe-viden samt Rosas fascination af graffitikunsten, som hun som en anden videnskabskvinde registrere nøje og detaljeret. Sidstnævnte bliver da også Rosas fag som voksen, når vi i sidste del af bogen følger den nu 37-årige Rosa, der forsker i Street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sine humoristiske, politiske kunst.

Det handler meget om graffiti og street art, men det handler i højere grad om venskaber og familiehemmeligheder, og hvilke konsekvenser disse kan have. Jeg var fanget hele vejen, nikkede genkendende til tidsbeskrivelserne, men kom også til at holde af Rosa og hendes rejse gennem livet.

Blækhat udkom den 5. oktober.

★★★★☆