Der er desværre ikke meget spænding at hente i Skakten, der er det ottende bind i Lars Kjædegaards krimiserie om efterforskerparret Thor Belling og Anita Hvid.
Handling: Efter to brutale sager om familiedrab, henvises Anita Hvid til politiets psykologiske konsulent Mia Norling, men efter den første behandling forsvinder psykologen fra sit hjem. Samtidig bliver en kontroversiel forretningsmand og byrådspolitiker dræbt i sit hjem. Belling og Hvid sættes på efterforskningen og kommer under stort pres, da Farums borgmester kort tid efter mister livet under lignende omstændigheder. Drabene virker umotiverede, og efterforskningen af Mia Norlings mystiske forsvinden komplicerer sagerne yderligere. Og hvorfor er hendes mand ved at fylde en dyb brønd på parrets landejendom midt i denne krisetid?
”Han stoppede brat og stirrede ned mod pilen i sit bryst. Hans ene hånd greb om den, og den føltes som en del af ham selv. Han registrerede, at kvinden med buen forsvandt ind gennem døren, hun var kommet ud ad. Så faldt han ned på knæ, og da han faldt videre forover, mærkede han styrtfloden af blod i munden.”
Lars Kjædegaard er en utrolig produktiv forfatter, som udgiver en til to bøger om året. I år er har han indtil videre udover Skakten, udgivet lydbogsføljetonen En ærlig mand i samarbejde med Storytel. Men Måske burde han have brugt lidt mere tid på Skakten, for spændingen er udeblevet, hvilket jo er temmelig kritisk for en krimi.
Der væves et net af små historier for at opbygge spændingen, problemet er bare, at det ikke er spændende. Psykologens mand, Stig, bliver ansat som huslærer for en 18-årig ensom rigmandsdatter, og lærer hende (naturligvis) andet end engelske gloser alt imens han fortsætter med at fylde marksten i brønden. Hurlumhejet om Anita Hvid, som skal forestille sig at være psykisk drænet efter nogle barske sager, virker utroværdigt og blot som fyldstof, og da der endelig kredses ind på morderen er motivet tyndt, ja nærmest ikke eksisterende. Der kommer endnu et lille twist i historien på de sidste sider, som jeg ikke vil afsløre, men det bekræfter blot, at det må være gået lidt for hurtigt med at udtænke bogens plot.
Det forrige bind i serien, Døden i Harkaberg, er rigtig god, og det er derfor skuffende, at spændingsniveauet er dalet så kraftigt denne gang.
Skakten udkom den 5. februar.
★★☆☆☆