Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen

Svenske Jonas Hassen Khemiri har med Farklausulen skrevet en sort komedie om relationen mellem en søn og hans far. Det er utrolig morsomt og lidt sørgeligt.

HANDLING
Der udspiller sig et familiedrama i den stockholmske middelklasse antændt af en far der er farfar, som kommer på besøg. Vi følger først og fremmest sønnen, som nu selv er far. Han er på barsel og lider konstant af søvnunderskud. Den aldrende far kommer til Sverige en gang hvert halve år. På den måde slipper han for at betale skat i det land hvor han bor, og samtidig kan han benytte sig af det gratis svenske sundhedssystem, tjekke op på sine pengesager og få sin post – alt sammen noget sønnen skal arrangere og tage sig af. Men nu er sønnen træt af den uro som automatisk følger med farens besøg. Hvad har faren egentlig nogensinde gjort for ham? Hvor mange år skal denne påtvungne kontakt mellem dem, som kun sker når faren vil have noget eller har brug for noget, stå på? Nu er det nok. Han har rigeligt med pres i sit eget liv. Han orker ikke mere. Han vil bryde farklausulen.

Man er ikke mange sider inden i romanen før det står klart, at farfaren som er en far, ikke er et særligt rart menneske. Han siger og gør præcis hvad han vil, uden tanke på hvordan det kan påvirke andre. Under sit besøg bor han i sønnens kontorlejlighed og forventer et fyldt køleskab og andre fornødenheder. Ja faktisk forventer han, at hans børn, især sønnen som er den ældste, skal servicere ham. Det er vel det mindste de kan gøre for deres far. Selv gør han ingenting for dem – end ikke oprydning og rengøring efter sig i lejligheden. Han forlod dem, børnene. Dengang for mange år siden. Dengang var der tre børn, men en af dem gik tabt. Det vil han ikke tænke på. Faktisk vil han hverken tænke på eller indrømme, at han har begået mange fejl og er mislykket med meget i sit liv. Nej, det er (naturligvis) alle de andre der er idioter.

Jonas Hassen Khemiri er en af Sveriges mest begavede forfattere. Han er en sprogets mester og udforsker gang på gang dets muligheder i sine værker. Farklausulen skiller sig dog ud, den har nemlig ikke de sproglige og strukturelle eksperimenter som hidtil har været et vigtigt element i Khemiris romaner. I stedet bruger han denne gang en realistisk fortællemodel. Lige som i romanen Alt det jeg ikke husker, lader han perspektivet glide frem og tilbage mellem karaktererne, så vi høre flere personers oplevelse af samme hændelse. Han tager os med ind i deres tanker, deres følelser, deres drømme og deres løgne. Det fungerer rigtigt fint og får os tættere på personerne. Vi hører ingen navne, men det gør ikke noget for Khemiri bruger i stedet personernes indbyrdes relation som betegnelse for dem – selv sønnens børn er navnløse og kaldes ”den 4-årige” og ”den 1-årige”.

Konflikten i bogen ligger ikke blot mellem faren og sønnen, men også mellem sønnen og hans egen lille familie. For hvor meget ligner han egentlig sin egen far, når hverdagens rutiner bliver for kvælende? Er han i stand til selv at efterlade alt bag sig og forsvinde? Forfatteren borer sig nådesløs ned igennem lagene af farrollen og når så dybt, at vi også ser det smukke og det barmhjertige. Og måske endda et lille håb.

Farklausulen er en fortælling om nogle liv lige nu og her. Liv som vi sikkert kan genkende os selv og en del af vores venner i. Khemiri frilægger trådene, som på godt og ondt, forbinder familiemedlemmerne – kærlighed, skyld, minder, behov for bekræftelse og omsorg, og samtidig skildrer han det hektiske hverdagsliv i en småbørnsfamilie. Vi både lider og griner sammen med dem. Jeg grinede højt flere gange og fik samtidig stof til eftertanke, for hvor langt falder æblet egentlig fra træet?

Farklausulen udkom den 1. maj.

★★★★☆

Helle Helle: De

Med romanen De, viser Helle Helle igen, hvordan hun mestrer at give os et øjebliksbillede af et liv fyldt med komplekse følelser, udført med et minimalistisk og stemningsfyldt sprog. Samtidig markerer romanen Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter, og viser på fornemste vis hendes kendetegn med troværdige miljø- og persontegninger der går under huden på os alle.

”Gangtelefonen ringer med jævne mellemrum, de hjælper med at køre den frem og tilbage. Hendes mor ved, hvor stuerne er, dirigerer hende af sted med apparatet, anviser telefonstik. De har jo selv så meget gavn af ordningen de dage, hun ikke er på besøg, de ringer sammen både eftermiddag og aften. Når de ikke kan finde på mere at tale om, siger hendes mor: – Lad os bare sidde og ånde lidt.”

Vi er i 1980’ernes Lolland, i en tid uden mobiltelefoner og internet. To navnløse mennesker, en 16-årig pige og hendes mor, lever et helt almindeligt liv i provinsen. Pigen går i gymnasiet og jonglerer med lektier, fester og drenge, som alle andre i den alder, men ofte ser hun det hele lidt på afstand. Moren arbejder i en dametøjsforretning, som hun med stolthed gør sit til tager sig flot ud. Mor og datter har et tæt og kærligt forhold med megen snak og latter. Sammen er de en stærk enhed. Men enheden trues for moren bliver alvorlig syg og prognosen for hendes overlevelse er ikke optimistisk. Og netop sygdommen og følelserne af bekymring og sorg forbliver uudtalt mellem dem.

”Hun vågner tidligt fredag morgen med virkelig ondt i halsen […] Klokken halv fire ringer hun til sygehuset, gangtelefonen køres ind til hendes mor.
– Jamen, skat, er du syg? siger hende mor.
– Nej, siger hun. […]
– Men jeg kan ikke så godt synke, siger hun.
– Så tag en Kodimagnyl. Sig, han også skal tage hyldebærsaft med. Og kiks.
Nu bliver hendes mor stille, røret knaser.
– Blev du ked af det, mor? siger hun.
– Nej, siger hendes mor.
– Du skal ikke være ked af det, jeg har det sikkert godt i morgen igen, siger hun.
De aftaler, at hun ikke skal komme på besøg før tidligst mandag. Hun skal holde sig inde og blive helt rask. I øvrigt bliver hendes mor måske udskrevet tirsdag, det går bedre, i dag har hun læbestift på.”

De, er som de fleste af Helle Helles andre romaner, en overskuelig læsning på blot 157 sider fordelt på 51 korte kapitler. Det der skiller sig markant ud er, at stort set hele romanen er skrevet i nutid, hvilket giver enkelte spøjse og lidt klodsede sætninger som fx ”Lyset går i går” og ”[cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”. Nogle vil måske være i stand til at lade dem flyde, men for mig blev det et lille irritationsmoment der ødelagde mit flow, og jeg har ikke gennemskuet, hvorfor forfatteren har valgt denne form – personligt mener jeg ikke at det gør noget ekstra for historien.

Men når det så er sagt, så er De både utrolig morsom og forfærdelig trist. Sådan er det med Helle Helles bøger, vi både griner og græder når vi læser dem, men vi bliver altid beriget med hendes sprog og evne til at fortælle en på overfladen simpel lille historie, der viser sig at stikke langt dybere end som sådan. Jeg nyder det hver eneste gang.

De udkom den 13. april.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Helle Helle: Hvis det er