Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Det er hjerteskærende og næsten uudholdeligt at læse Naja Marie Aidts sorgbog, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Smerten er meget nærværende.

Naja Marie Aidt skriger, hæst og vanvittigt, græder og går helt i stykker, da hendes 25-årige søn Carl dør den 16. marts 2015. Han springer ud fra et vindue på fjerde sal under en stof-udløst psykose. Han har så mange brud i kroppen, at han ikke står til at redde. En respirator holder ham i live nogle dage, til han kan erklæres hjernedød, hans organer kan doneres hvorefter der endelig kan slukkes for livssupporten.

Det er disse ekstra dage, der giver falsk håb til familien, selv om de inderst inde godt ved at Carl ikke længere er den Carl de kender og elsker, der gør det hele endnu mere frygtelig. Det trækker smerten til et uudholdeligt niveau, og Naja Marie Aidt skriver det råt og usødet.

”Jeg læser politirapporterne, og jeg læser obduktionsrapporten, og folk siger, at jeg ikke må pine mig selv med at læse disse rapporter. Men jeg læser manisk hvert vidneudsagn, jeg læser om brud og dødsårsag, jeg læser om blodet på gaden, blodet der løber ud af din mund, jeg læser om dit hjerter, der stadig slog […] jeg læser det hele om og om igen, fordi jeg vil forstå hver eneste detaljer, som handler om, hvad der er sket dig. Jeg må vide, hvad der er sket dig. Selvfølgelig må jeg vide, hvad der er sket dig. Du er mit barn. ”

Det er en hurtigt læst bog på blot 156 sider, bygget op omkring små tekststykker, hvoraf noget bliver gentaget, som forstærker indtrykket af en mor i sorg, der må gentage ting igen og igen for at forstå det. Noget tekst er skrevet som digte, og så bliver der citeret og genfortalt, hvad andre forfattere har sagt om sorg, død og kærlighed.

De mange citater af andres ord er efter min mening bogens svaghed. Jeg vil langt hellere høre Naja Marie Aidt sætte egne ord på sin sorg, men måske er det hele pointen? Hun har ikke haft ord til at udtrykke sin sorg? Men det kan man jo ikke bebrejde hende.

Sammenligner man med andre bøger om sorg og om at miste, har jeg dog haft større oplevelser af at læse Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande, Joan Dideon Et år med magisk tænkning og Blå timer samt Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udkom den 24. marts.

★★★☆☆

Tom Malmquist: I hvert øjeblik er vi stadig i live

I hvert øjeblik er vi stadig i liveTom Malmquist har skrevet en ubarmhjertig og smertefuld, men fuldstændig fantastisk selvbiografisk fortælling om et år i forfatterens personlige mareridt med liv og død.

Handling: Tom og Karin har været kærester i 10 år og venter nu deres første barn sammen. Men fra den ene dag til den anden bliver højgravide Karin pludselig alvorligt syg, og deres datter må tages ved kejsersnit et par måneder for tidligt. Det der skulle være den lykkeligste tid i deres liv, bliver en voldsom og tragisk afslutning på Karins, og en chokerende start på et nyt liv for Tom, som midt i sorgen skal være der for sin nyfødte datter. En par måneder senere dør også hans far efter mange års sygdom, en far, han hele livet har haft et kompliceret forhold til.

”Jeg går tilbage og tørrer op efter en overvandet og lækkende fingerphilodendron eller Adams ribben som den også kaldes, og er lige ved at tørre nogle kaffepletter under Karins skrivebord væk. […] Jeg sætter mig på Karins stol og forsøger at forestille mig hvordan hun skrev på sin bærbare og spildte kaffe.”

Fra første side og cirka hundrede frem, holder man vejret gennem et langt, hæsblæsende sygehus inferno, hvor højgravide Karin er ankommet til hospitalet med åndedrætsbesvær og influenza-lignende symptomer. Man mistænker at der er tale om en lungebetændelse eller en blodprop, men lige pludselig går det hurtigt. Karin bliver overført til et andet hospital med specialpersonale. Der foretages akut kejsersnit og mens datteren føres til neonatalafdelingen bliver Karins tilstand mere og mere kritisk. Dianosen er nu akut leukæmi. Gennem hospitalets underjordiske tunneler går Tom mellem Karin og nyfødte Livia med tæpper, så mor og datter kan være tætte på hinandens duft. Nedturen fortsætter mod helvede og Karin dør. Tilbage står en chokkeret Tom med en nyfødt datter og en ubærlig sorg. Herefter følger en lang passage med forhistorien. Vi lærer Karin og Tom at kende og oplever bidder af deres liv sammen, før vi igen er tilbage i sorgen og Toms nye liv, hvor hans far kort tid efter dør af kræft.

”På Karolinska talte jeg til Karin hver dag. Somme tider timelange monologer om Livia og de underjordiske tunneller mellem afdelingerne. En af gangene fortalte jeg at det så ud som om Livia tyggede mælken i sig fra sutteflasken, omtrent som jeg tygger min yoghurt om morgenen, noget Karin syntes var komisk eftersom jeg ikke havde noget i yoghurten, og netop da hostede Karin slim op i røret. Sygeplejerskerne forklarede at det ikke var en usædvanlig refleks hos patienter i respirator. Alligevel føltes det som om Karin var begyndt at grine.”

Jeg tror det kræver lige dele mod og nødvendighed at skrive en bog som dette. Det er så frygtelig og samtidig så fint. Tom Malmquist blotter sig på en rå og upoleret måde, lader os komme tæt på hans panik, angst og sorg der manifestere sig i et aggressivt behov for kontrol. Og tæt på relationer der gnaver – dels med sin far og dels med Karins forældre, som han i troen på at det er Karins ønske, sjældent lader være ved Karins sygeseng på hospitalet. Hændelsesforløbet er dramatisk, dialogerne uskønne og indimellem forvirrende, hvorefter han forkæler os med detaljerede betragtninger om farvesammensætninger, elmefrø eller barnets amorbue der ligner Karins. Han har sit eget tempo og forstår at holde en fin balance.

Tom Malmquist og bogen I hvert øjeblik er vi stadig i live er velfortjent nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2016, som uddeles i København den 1. november. Godt tre år efter Karins død, kunne man i oktober sidste år i den svenske avis Expressen læse uddrag fra Tom Malmquists dagbog fra tiden lige inden hans bog blev udgivet i Sverige og efter. En fin måde at få de sidste personlige tanker fra ham efter at man har læst bogen.

I hvert øjeblik er vi stadig i live udkom den 14. oktober.

★★★★★