Sigge Eklund: Ind i labyrinten

Ind i labyrintenInd i labyrinten er Sigge Eklunds femte roman og den første, der ikke er selvbiografisk – et genreskifte for den svenske forfatter, blogger og tv-producent, der er kendt for sit temmelig narcissistiske syn på tilværelsen.

Historien er løst inspireret af Madeleine MaCann-sagen og indeholder alle de elementer folk gerne giver penge for at læse. Et krimiplot, smarte referencer til aktuelle problemstillinger, succesfulde mennesker, hvis liv falder fra hinanden efter en forfærdelig forbrydelse og en mørk fortid, der nu indhenter de selvhøjtidelige karakterer og ryster deres velordnede eksistens. Med andre ord kan man kalde Ind i labyrinten et optimeret produkt til bogmarkedet.

Handling: Den 11-årige Magda Horn forsvinder sporløst mens hendes forældre sidder og spiser på en restaurant i nærheden. Politiet og mediernes mistanke falder hurtigt på Martin Horn, Magdas far.

Historien væver mellem fire personers tanker og følelser igennem knapt et år efter hændelsen. Magdas far Martin, en succesfuld forlægger der udadtil virker robust men indeni ikke rigtigt kan finde ståsted. Magdas mor Åsa, en psykolog med følsomme øjne overfor sine patienter men ikke overfor sin mand og datter. Martins yngre kollega medienørden Tom, der bliver usundt betaget af sin chef samt Toms kæreste Katja, der er skolesundhedsplejerske. Alle har de på hver sin måde været i kontakt med den forsvundne Magda, og alle forsøger de at forstå, hvad der er sket, men bliver i stedet forblændet af deres egne personlige traumer.

Ind i labyrinten er en usædvanlig spændingsroman. Den vil nemlig ikke undersøge et barns forsvinden, men derimod en flok egoistiske voksne menneskers jagt på bekræftelse samt deres manglende evne til at engagere sig i deres egne børn. Og det er her min tålmodighed efterhånden slipper op. For selv om det kan være spændende at få et kig ind i folks inderste, bliver alle følelser her udtømt og udpenslet i en sådan grad, at man som læser næsten ikke behøver at tænke selv. Det bliver ganske enkelt for meget. Den største mangel er dog, at jeg ikke får svar på alle mine teorier om hvorfor og hvordan Magda forsvandt.

Ind i labyrinten udkom i september 2014.

★★★☆☆

Christian Mørk: Drengen ingen kunne finde

Drengen ingen kunne findeEn overnaturlig spændingsroman, der trækker læseren gennem skoven omkring en lille by i Vermont, hvor underlige gespenster er i krig mod ”de almindelige”. Det er en bog om skyld og interne magtkampe, om at træffe valg og leve med konsekvenserne – alt sammen indhyllet i et mystisk og eventyragtigt skær.

Handling: Harold Shanes gård er blevet brændt ned. Hans hustru Iris er død og muligvis også hans yngste søn Martin. Branden var påsat og mens Harold nu sidder på et sanatorium og har svært ved at få styr på sit hoved, er hans lillebror Gordon besat af at finde ud af, hvem der ødelagde hans familie. Gordon har fundet Martins skitsebog et stykke fra brandtomten. Den er fyldt med tegninger af mænd til hest med brede hatteskygger, og en høj, tynd mand i en lang skødefrakke der stirrer på Harolds gård. Samme mand har andre i området set lige inden byen er blevet hjemsøgt af dødelige uheld, og da Gordon finder Martins farveblyanter i engen tæt på gården samt en ufærdig tegning, går det op for ham, at Martin ikke er død men forsvundet.

”Sally begyndte at løbe. Frygten giver hende ekstra fart på, mens hun pisker igennem den bløde underskov, hun kender så godt. Bag hende råber den fremmede, som ikke kan følge med, selvom han prøver. Sally venter på skuddet, men det alder ikke. I stedet bliver hun forfulgt af den mest fortvivlede stemme, hun nogensinde har hørt. ”Mit navn er Harold Shane! Og du skal fortælle mig om min søn Martin!””

Det starter godt. En forbrydelse skal opklares og en forsvunden dreng skal findes. Dertil kommer en klassisk og klichéagtige konflikt mellem to brødre – storebror var ikke sød mod lillebror da de var børn. Nu er storebror blevet tosset efter en mordbrand på sin familie, og lillebror er besat af at finde de skyldige, muligvis for at kompensere for sin egen skyld efter en (hævn for barndommens drillerier?) affære med broderens nu afdøde hustru. Gåden om den forsvundne dreng Martin og hans mystiske tegninger krydres med flere blodige mord. Ind på scenen kommer også et sektlignende minisamfund i skoven omkring en lille by. De lever med en fælles hemmelighed, der kan koste dem livet, hvis ”de almindelige” opdager den.

Der kommer hele tiden nye elementer ind i historien, og det bliver næsten for meget, og enkelte af dem virker faktisk unødvendige. Det der i starten synes at være det overordnede plot ændres undervejs, og det hele løber ud i en underlig magtkamp indbyrdes blandt de mystiske skovfolk. Trods små eksplosioner på spændingskurven går det langsomt, og i længden bliver det lidt kedeligt.

Er du til mystiske eventyr, er her et dystert et af slagsen, men det kræver indlevelse og barnetro. Jeg må indrømme, at jeg personligt har det svært med overnaturlige ting, og jeg var klar til at lægge bogen fra mig, da ”jordgespensterne” første gang sank i jorden for at hvile, inden de ved solopgang igen dukkede op som friske planteskud. Det er simpelthen for underligt for mig.

Drengen ingen kunne finde udkommer i dag den 27. oktober.

★★★☆☆

Finn Halfdan: Et nødvendigt offer

Et nødvendigt offerEt nødvendigt offer, er en medrivende spændingsroman om en journalist der stikker hånden i et hvepsebo, og en fin forfatterdebut for journalisten Finn Halfdan.

Handling: Da journalisten Elliot Boye begynder at grave i en gammel sag, hvor dansk politi anholdt to flyttemænd i den tro, at de var terrorister, opdager han, at han bliver overvåget døgnet rundt. Elliot, hvis tilværelse er endt i en blindgyde, beslutter sig for at sætte sine egne modtræk ind, og snart bliver han viklet ind i et livsfarligt spil, der gør ham til den jagede i jagten på sandheden. Men Elliot Boye nægter at stoppe, for sagen ripper op i noget, der bristede dybt i ham for længe siden.

”De sidste stråler fra eftermiddagssolen dansede ham i møde hen over byens tager, da slaget ramte ham i solar plexus og øjeblikkeligt lammede hans åndedræt.”

Hovedpersonen Elliot Boye fangede med det samme min opmærksomhed og sympati. Den dovne, ja nærmest arbejdssky dansk-amerikanske journalist, der engang var stjerne på Dagbladet, men efter et forlist forhold tre år tidligere, nu har svært ved at finde glæden ved sit fag og i det hele taget med sit liv, er en karakter det er svært ikke at holde af. Dystre minder om barndommen i USA, hvor hans mor på mystisk vis blev dræbt, da han var 6 år gammel, hænger som en evig mørk sky over ham. Men kampen mod uretfærdighed og magtmisbrug puster nyt liv ham.

Historien har sin del af klichéer og til tider går der lidt for meget ”Lone Wolf-jeg kan klare det hele selv” i Elliot, men det er et interessant plot – ikke kun fordi det er inspireret af en virkelig hændelser der fandt sted under klimatopmødet i København i 2009, men også fordi historien igen tager debatten om PET samt Danmarks (lidt for “hundehvalp følger sin ejer”-agtige) forhold til USA, frem i lyset.

Hvis du ikke allerede synes at ”Big Brother” følger lidt for meget med i dit liv, så får du med sikkerhed en snert af paranoia, efterhånden som du læser dig igennem de godt 400 sider fyldt med hemmelige aflytninger, hackede netværk og en hvid varevogn i bybilledet.

Et nødvendigt offer udkommer i dag den 7. maj.

★★★★☆

Søren Lassen: Den blå græshoppe

Over 413 sider følger vi en chefredaktør i København anno 1963, hvis hemmeligheder fra anden verdenskrig stadig spøger og nu truer med at komme op til overfladen. Det kunne have været spændende, men i stedet er Den blå græshoppe blevet en 200 sider for lang fortælling om arbejdsgangen på en avisredaktion og en mand der er svært at fatte sympati for.

Handling: Avisredaktionerne sættes på den anden ende, da præsident Kennedy bliver skudt i USA. Ingen synes derfor at bruge tid eller spalteplads på at tre prostitueret på brutalt vis er blevet myrdet i København. Men da chefredaktør Holberg fra en hemmelig kilde – en diplomat fra den sovjetiske ambassade, presser ham til at interessere sig for de dræbte kvinder, mærker Holberg jorden brænde under sig, for han genkender den ene af kvinderne. Et er, at han i mange år har haft en alt for tæt kontakt til den anden side af jerntæppet, men derudover er det ikke første gang at en død prostitueret krydser Holbergs vej, og det ved russeren.

”Han tændte en cerut og puffede forsigtigt på den. Så skænkede han et par centimeter fra den Black & White-flaske, Asmund Berg havde haft med. Tog tøvende en slurk og mærkede whiskyen skære sig brændende ned gennem halsen. Han ventede forsigtigt. Da der ikke skete noget, tog han en slurk mere. Han så ud af vinduet. Tænkte, at hvis han kom helskindet gennem dette, ville han … Ja, hvad ville han så egentlig? Han tømte whiskyglasset. Og skænkede op igen.”

I et dræbende langsomt tempo bliver vi slæbt igennem utallige redaktionsmøder og et konstant indtag af alkohol og piller. Den cerutrygende, whisky-drikkende og senere pilleslugende hovedperson, chefredaktør Marius Holberg, er udadtil en magtfuld mand men da det går op for ham at fortidens hemmeligheder er i fare for at dukke op til overfladen, bliver han tavs og indelukket. Historien kører i ring om hans bange anelser og det bliver temmelig trættende.

Det samme gør hans udeblivende reaktioner, når han konfronteres med hustruens utroskab samt anden viden der kommer ham for øre, og som kunne have øget spændingen i fortællingen. Men Holberg er ikke nogen handlekraftig mand – ikke før han står overfor at miste det han holder allermest af, og selv der skrives det kun mellem linjerne.

Det er muligvis en historie om den kolde krig, hvor tvivlsomme alliancer blev indgået, men det er i højere grad en kærlighedserklæring til livet på en avisredaktion samt effekten af whisky og særlige piller – og det er ærligt talt ikke specielt spændende.

Den blå græshoppe udkommer i morgen den 20. februar.

★★☆☆☆