Stefan Ahnhem: Nitten grader minus

Stefan Ahnhem fortsætter sit høje spændingsniveau i sin tredje krimi Atten grader minus, i serien om politimanden Fabian Risk.

Efter en heftig biljagt kører en bil i Helsingborgs havn. Føreren af bilen viser sig at have været død langt inden han røg udover kajkanten, faktisk to måneder inden – en tilsyneladende umulig ligning, som Fabian Risk og hans kolleger bliver sat til at løse. Offeret viser tegn på at have været nedfrosset og det bliver startskuddet på en række ubehagelige dødsfald. Sagen besværliggøres af lidt uro i teamet dels fordi kriminalchef Astrid Tuvesson er begyndt at kigge lidt for dybt i flasken og dels forbi deres kollega Hugo Elvin pludselig forsvinder. På hjemmefronten har Fabian Risk det heller ikke helt nemt. Sønnen Theodor er stadig mærket efter tidligere hændelser og forholdet til hustruen Sonja er næsten ikkeeksisterende.

På den anden side af sundet arbejder Dunja Hougaard nødtvunget som ordensbetjent ved Helsingør politi. Men da en hjemløs bliver udsat for en brutal mishandling og dør, indleder hun sin egen private efterforskning og snart fører sporerne til Helsingborg.

””Hej skat”, sagde han og tog hovedtelefonerne af.
”Hej”, svarede hun. Det kunne hun i hvert fald høre sig selv gøre. Ikke for at hilse, men mere for at udfylde tavshede, som ellers ville være blevet for lang.
”Hvad er der?” fortsatte han med det samme påklistrede smil. ”Men skat, du ser jo helt fortvivlet ud. Er der sket noget?”
Det lød fuldstændig som hendes mand, og hun kunne se, at den tykke dødningehovedring af sølv var den, hun havde givet ham i fødselsdagsgave. Han så endda næsten ud som ham. Men kun næsten.
”Hvem fanden er du?” sagde hun med en stemme, der næsten var ved at knække over.”

Det er et meget relevant emne Stefan Ahnhem har valgt som omdrejningspunkt i Atten grader minus, nemlig identitetstyveri – noget jeg tror mange er bange for og ikke uden grund. Ahnhem viser på skræmmende vis, hvor enkelt det er at overtage en andens plads og gøre en økonomisk gevinst, og fordi dette er en krimi efterlades der naturligvis ingen vidner – de fleste havner i en brummende kummefryser med lås. Motivet for de mange drab synes i første omgang at være penge, da det hovedsagligt er velhavende folk der bliver ramt, men også hævn og gamle synder begynder at snige sig ind i billedet.

Som altid har Stefan Ahnhem et enkelt sprog der flyder fint. Der er fremdrift i historien som har den perfekte balance mellem fiktion og realisme, og der holdes et højt spændingsniveau hele vejen i bogen. Selv om der er rimelig mange navne at holde styr på, har Ahnhem holdt detaljerne på et tilpas niveau, så man ikke bliver helt rundtosset. Det eneste lille minus jeg kan sætte ved bogen er, at Fabian Risks egen familie igen kommer i nærkontakt med en morder. Det er efter min mening lidt for letkøbt spænding som jeg helst havde været foruden. Til gengæld bliver de sidste sider i bogen startskuddet til et helt nyt drama som vækker min nysgerrighed og får mig til at vente med spænding på næste bog.

Atten grader minus udkom den 30. marts 2017.

★★★★☆

RELATERET LINKS
Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt
Stefan Ahnhem: Den niende grav

Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt

Offer uden ansigtOffer uden ansigt var svenske Stefan Ahnhems heftige debut i 2014, og første del af serien om politiefterforskeren Fabian Risk. Andet bind, Den niende grav, udkom sidste år og er en helt igennem fantastisk krimi.

Handling: Fabian Risk er sammen med sin kone og deres to børn flyttet fra Stockholm tilbage til sin barndomsby Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. Familien ankommer til Helsingborg i juli, og det er meningen at Fabian skal starte det nye liv med 6 ugers ferie, inden han tiltræder som efterforsker på stationen i Helsingborg. Men allerede efter nogle få timer i byen, bliver han kontaktet af sin nye chef Astrid Tuvesson, angående et brutalt mord på en af Fabians gamle klassekammerater. Det bliver begyndelsen på en blodig jagt efter en udspekuleret og bestialsk gerningsmand.

Man når knap nok at komme i gang med bogen, før det første mord bliver begået. Et lig med begge hænder afskåret. Modbydeligt ja, men det bliver langt fra det værste – og det er detaljeret beskrevet, så er du den sarte type, skal du sørge for at have hold på maveindholdet.

Hovedpersonen Fabian Risk er ret typisk krimigenre-karakter og på grænsen til kliché. Han går sine egne veje, og jobbet har for længst skabt problemer på hjemmefronten. Der bliver smidt små hints hist og her om, hvorfor Fabian Risk og familien er flyttet til Helsingborg – forklaringen kommer i bogen Den niende grav.

Handlingen udspiller sig i Helsingborg og i Danmark – de detaljerede beskrivelser af steder i bl.a. København gav mig straks et indre billede af forfatteren der bevæger sig rundt i byen for at finde ”locations” til sin bog, for beskrivelserne fungerer rigtigt godt. Vi kommer tæt på den danske kriminalassistent Dunja Hougaard, en kvindelig pendant til Fabian, som deltager i den danske del af efterforskningen, og som jeg godt kan afsløre bliver en gennemgående karakter i serien.

Plottet er egentlig ret gennemskueligt, men alligevel er det så godt skruet sammen, at man føler sig underholdt hele vejen. Det ville ikke have gjort historien noget, at blive kortet ned med 100 sider, men det er blot min personlige smag. Nordisk Film har allerede sikret sig filmrettighederne til de første fire bøger – bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Offer uden ansigt udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af bind to i serien: Den niende grav

Adventskalender 1

Det første lys i adventskalenderen er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det første lys i KulturXpressens adventskalender er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er en mørk og stormfuld aften og første søndag i advent. Julestemningen er så småt begyndt at melde sig hos mig, og siden det er den første jul KulturXpressen er i luften, tænker jeg, at det vil være passende at begynde en lille juletradition her på bloggen – en adventskalender.

Jeg vil lægge ud med, at kigge tilbage på nogle af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det kan forhåbentlig inspirere til et par julegaveindkøb eller måske et par ønsker til dig selv.

Når jeg kigger ned over listen af bøger jeg har læst i år, må jeg siger at det har været et fremragende år. Jeg kan ikke mindste, hvornår jeg sidst har uddelt så mange stjerner. Blandt de allerbedste finder du mine seks julegaveidéer – de har alle fået de maksimale 5 stjerner.

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander: De berusedes vej
Jakob Melanders krimi om politimanden Lars Winkler er en rigtig page-turner. Det er en utrolig velskreven og velkomponeret historien der folder sig ud over 409 sider, og hver eneste side holder læseren i et fast greb, og tvinger en til at læse den næste. Der er fine og troværdige miljøbeskrivelser, og man mærker både vreden og fortvivlelsen blandt karaktererne.

Stefan Ahnhem: Den niende grav
Svenskerne har i mange år været førende når det gælder kriminallitteratur og Stefan Ahnhem lever helt op til traditionen. Med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, spændende og helstøbte karaktere og en del uventede hændelser, indeholder den alt det en rigtig god krimi skal plus lidt til.

Jesper Stein: Aisha
Siden sin debut har Jesper Stein sendt sin machostrømer Axel Steen på en lang og udmattende nedtur, der kulminerede i forrige bind Akrash. Nu er Axel Steen tilbage og han er bedre end nogensinde. Det er så ondskabsfuldt godt fra første side og holder et højt spændingsniveau hele bogen igennem. Der er ingen tvivl om at Jesper Stein med bogen Aisha markerer sig som en af landets allerbedste krimiforfattere.

Haper Lee: Dræb ikke en sangfugl
Siden udgivelsen i 1960 har millioner af læsere rost Harper Lees roman om livet i en lille sydstatsby i 1930’ernes Amerika. Dræb ikke en sangfugl er en medrivende historie skrevet i et tidsløst sprog med både varme og humor. Fortælleren er den 9-årige pige Jean Louise ”Scout” Finch, hvis far Atticus Finch, er byens respekterede sagfører. Da han påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by fyldt med fordomme, vold og hykleri. Det er en fantastisk bog, der 55 år efter udgivelsen stadig har et aktuelt emne – nemlig hvordan vi ser andre mennesker, og hvordan vi behandler hinanden.

Caitlin Moran: Sådan opfinder man en pige
Alle unge piger samt drenge og mænd, der vil have et unikt indblik i, hvad der egentlig foregår i hovedet på det modsatte køn, bør læse denne bog. Gemme et års tid følger vi pigen Johanna, der genopfinder sig selv om sortklædt femme fatale, i et forsøg på at redde sin fattige bohemefamilie fra økonomisk ruin. Caitlin Moran fortæller uhøjtideligt og ikke mindst sindssygt morsomt selv om det er seriøse problemstillinger som stoffer og alkohol, selvhad og ikke mindst sex der fylder fortællingen. Der er barske afsnit der åbner tårekanalerne. Afsnit der giver stof til eftertanke, men mest af alt griner man rigtig meget. Det er ganske enkelt vidunderligt!

Delphine De Vigan: Alt må vige for natten (vist på billedet i den svenske udgave)
Det er en rystende, usminket og smuk biografi forklædt som roman, om en mor, der mod sin vilje, tvang sine døtre til at blive voksne alt for hurtigt. De handler om familiebånd, om selvmord, og om psykisk og seksuel vold. På mange måder er det en svær bog at læse, for historien rammer dybt og det gør nogle gange rigtigt ondt, men det er også en smuk bog om en forfatters kamp for at berette den smertefulde livsberetning om hendes mor.

Følg med igen næste søndag, når jeg vender tilbage med anden del af adventskalenderen. Rigtig god aften og glædelig første søndag i advent.

Stefan Ahnhem: Den niende grav

Den niende gravModbydelig spændende krimi, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig og ønske, at den aldrig slutter.

Handling: Sveriges justitsminister er forsvundet. Det er dog kun SÄPO samt et par højtstående politifolk der ved, at ministeren forlod regeringsbygningen en eftermiddag kort før jul, og siden ikke er blevet set. Fabian Risk får til opgave at grave i hændelsen, men får samtidig strenge ordrer til at gøre det diskret under radaren. Hans kolleger kæmper med andre sager om mystiske forsvindinger. Da Fabian finder ministeren indser han, at der en kobling til de andre sager. Justitsministeren er blot en i rækken, og chancen for at finde de andre ofre i live er minimale. Ved Københavns Politi arbejder Dunja Hougaard med en sag, hvor hustruen til en tv-berømthed er fundet brutalt myrdet. Manden er sporløst forsvundet, og mistænktes derfor at være gerningsmanden. Men flere spor fører til Sverige, og Dunjas veje krydser både gerningsmanden og det svenske politi. Det ser ud til, at de leder efter den samme person.

”Hun tog lommelygten i munden og stak den ene pegefinger ind gennem plastikken og rev et stort hul i affaldssækken lige over hende. Det begyndte med nogle få dråber. Derefter strømmede det ud. Lige ned i hendes ansigt. Den gennemtrængende stank slog imod hende som et kemisk våben. Hun skreg højt i de for sekunder, det tog den tyktflydende væske at løbe lige ned i hendes åbne mund, hvorpå hun tav og vendte ansigtet bord. […] Den metalliske smag afslørede, at det var blod. Men den forfærdelige stank sladrede om, at blodet var blandet med ligvæske.”

Stefan Ahnhem debuterede i 2014 med den hæsblæsende Offer uden ansigt, hvor vi følger politiefterforskeren Fabian RIsk, der netop er flyttet tilbage til barndomsbyen Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. I Den niende grav følger vi Fabian og den uhyggelig sag han arbejder på i Stockholm, seks måneder inden flytningen til Helsingborg.

Det er en vaskeægte page-turner med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, som kun langsomt afsløres i sin helhed. Karaktererne er spændende og helstøbte, og der sker flere uventede hændelser – mange, der ikke er for svage sjæle. Alt i alt en rigtig god bog, der indeholder alt det en krimi skal plus lidt til.

Den niende grav udkommer i dag den 7. juli.

★★★★★

Du kan læse de første kapitler af bogen her.