Thomas Enger: Banesår

BanesårBanesår er femte og sidste bind i Thomas Engers krimiserie om journalisten Henning Juul. Desværre er slutspurten ikke lige så spændende som de tidligere bøger.

Handling: Henning Juul sidder i en båd ude på en lille sø. En mand med et våben i hænderne sidder over for ham. Ved mandens fødder ligger et lig, som snart skal smides i vandet. Henning er sikker på, at han skal lide samme skæbne. Og han ved, at det er hans egen skyld. Det er lidt over to år siden, Henning mistede sin søn i en brand, og lige siden har han kæmpet med gåden om, hvem der satte ild til lejligheden, hvor hans og Noras søn omkom. De spor, Henning følger, fører nu endelig til et svar.

Over fem bøger har vi ventet på at få løst gåden om, hvem der satte ild til Henning Juuls lejlighed og kostede hans søn livet. Det har været en spændende rejse, der i de fleste tilfælde har skubbet mig helt ud på stolekanten. Men der er mange tråde der skal samles i sidste bog – måske lidt for mange. I hvert fald bliver det næsten lidt uoverskueligt at holde styr på de mange navne der bliver slynget rundt, og hvad deres forbindelse er til den ene og den anden.

”[…] råbte hun. Hun fik ikke noget svar. Det fik hende til at gå nogle skridt hen mod stuen. Hun skubbede døren helt op og standsede som ramt af lynet. Tabte nøglerne. Tabte håndtasken. Og så begyndte hun at skrige.”

I Banesår begynder vi med slutningen. Henning sidder i en båd og venter på at blive slået ihjel, og derefter præsenteres vi for hændelserne der har ledt frem til, at vi nu befinder os midt på en skovsø med mørkt vand. En cliffhanger på første side…allerede der fornemmer man, at alt ikke er som det burde være. Den fremdrift der kendetegner de tidligere bøger er forsvundet. Grundstoffet i historien er blevet for tungt, og forfatteren må ty til billige tricks med mange drab og mordforsøg undervejs, for at holde læserens interesse.

Det gennemgående plot i bøgerne frem til nu, har været imponerende. Som læser har man fået mange ledetråde undervejs, som har knyttet sig til andre, og persongalleriet har været både interessant og troværdigt. Hver gang jeg har været færdig med en af de tidligere bøger, har jeg utålmodigt ventet på den næste. Men klimakset i sidste bog efterlader mig med en flad fornemmelse, og jeg kan ikke lade være med at være en smule skuffet. Det er en lidt trist afslutning på et ellers imponerende arbejde Thomas Enger har præsteret med de fire første bøger Skindød, Fantomsmerte, Blodrus og Våbenskjold.

Banesår udkommer i dag den 28. januar.

★★★☆☆

Godt nytår og hallo 2016

KulturXpressen Godt nytår 2015På årets sidste dag kigger jeg tilbage på året der er ved at rinde ud, inden jeg siger hallo 2016.

Det har på mange måder været et rigtigt godt læseår. Jeg fik læst 64 bøger + 2 jeg måtte opgive efter ca. 100 sider – livet er simpelthen for kort til at pine sig selv med en kedelig bog, når der er så mange andre der venter på at blive læst.

Langt de fleste bøger jeg har læst i år, har jeg anmeldt her på KulturXpressen. Jeg har med andre ord delt rigtig mange stjerner ud – og til alle nørderne (som jeg selv) kommer her lidt statistik.

★★★★★ = 8 gange

★★★★☆ = 19 gange

★★★☆☆ = 26 gange

★★☆☆☆ = 7 gange

★☆☆☆☆ = 1 gang

Der har været mange gode læseoplevelser, hvoraf flere af dem har sat dybe spor. Blandt andet Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, som jeg læste for første gang. Som så mange andre, havde jeg hørt godt om bogen i mange år, men alligevel havde jeg ikke rigtigt fået taget mig sammen til at læse den, for der kommer jo så mange nye bøger. Men hold nu op! Det var virkelig en god oplevelse, og en der har gjort mig sulten efter at læse og genlæse flere klassikere og ældre bøger. En anden stærk oplevelse var Delphine De Vigans Alt må vige fra natten – utrolig barsk læsning, men også utroligt smukt.

Hallo 2016
Der er rigtigt meget godt at se frem til i det nye år, når jeg ser på listerne over kommende udgivelser. Personligt ser jeg meget frem til Thomas Enger der afslutter sin krimiserie om Henning Juul med bogen Banesår (28. januar) og for at blive ved krimigenren kommer der også nyt fra J.K. Rowlings alter ego Robert Galbraith, når Ondskabens høst udkommer i februar. Fra vores hjemlige himmelstrøg er der nyt fra Jakob Melander, der 5. marts udkommer med Det bedste til mig og mine venner.

En af det forgangne års meget omtalte forfattere var Garth Risk Hallberg, der slog benene væk under mange med sin 900-siders debutroman. Den udkommer på dansk 10. februar med titlen Byen brænder, og jeg er meget spændt på at læse den – selv om sidetallet gør mig lidt forpustet. En anden debutant der fik stor succes i USA i 2015, er Atticus Lish, hvis roman Forberedelser til næste liv nu udkommer på dansk. Det samme gør Hanya Yanagiharas roman A Little Life (endnu ingen dansk titel), som blev shortlisted til årets Man Booker Prize.

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse Jonas Hassen Khemiris roman Alt det jeg ikke kan huske, som har fået flotte anmeldelser i hjemlandet Sverige. Også Rune Skyum-Nielsens bog om Jakob Ejerbo, ligger højt på min ”må-læse-liste”.

2016 byder også på genudgivelser – blandt andet fra krimigenrens grand old lady P.D. James og har man ikke allerede fundet en kopi i et antikvariat et sted, kan man glæde sig over, at Ernest Hemingways bog Om at skrive bliver genudgivet i januar.

Sidst men ikke mindst søsættes et spændende Shakespeare-projekt i anledningen af 400-året for William Shakespeares død. I løbet af den kommende år, vil nogle af verdens bedste forfattere genfortælle nogle af Shakespeares fortællinger. På listen over forfattere ses blandt andet Anne Tyler, Margaret Atwood og Jeanette Winterson. Jo Nesbø skal genfortælle Macbeth, Gillian Flynn Hamlet og Edward St Aubyn vil kaste sig over Kong Lear. Forfatterne har fået fri hænder, så det bliver et utrolig spændende projekt at følge. Du kan læse mere om Shakespeare-projektet her.

Men det er jo ikke kun bøger man kan glæde sig til i det nye år. Krimimessen i Horsens fejrer 15-års jubilæum til marts med blandt anden Karin Slaughter og Gunnar Staalesen, og så åbner BogForum naturligvis igen dørene til masser af oplevelser til november.

Jeg vil gerne takke dig for at have læst med her på KulturXpressen – jeg håber, at du er blevet inspireret til gode læseoplevelser, og at du har lyst til at læse med igen i det nye år. Rigtig godt nytår!

Thomas Enger: Våbenskjold

I denne julegavetid tænker jeg, at det vil være passende at gøre opmærksom på nogle af de bøger, der har givet mig store læseoplevelser. Denne gang er det en rigtig spændende og ondskabsfuld krimi fra 2014 jeg vil anbefale.

Fjerde bind i Thomas Engers nervepirrende serie om journalisten Henning Juul, der kæmper med dæmonerne omkring sin søns død, får igen læseren helt ud på stolekanten. Denne gang er det ekskonen Nora der træder frem i rampelyset, mens Henning går en gruligt masse igennem i kampen for at finde deres søns morder.

Handling: Nora Klemetsen, der lige som Henning Juul er journalist, opsøges af en mand der er gift med Noras tidligere studiekammerat og veninde Hedda Hellberg. Hedda er sporløst forsvundet efter at have sagt, at hun ville tage på en tre ugers ferie i Italien for at komme sig ovenpå sin fars død. Men Hedda nåede aldrig til Italien. Nora tror ikke, at Hedda frivilligt ville forlade sin mand og søn, så hun begynder at kigge nærmere på Hedda og hendes families historie. Det viser sig hurtigt, at den velhavende familie Hellberg har både lig og hemmeligheder i lasten. Jo tættere på sandheden Nora kommer, jo farligere bliver det for hende.

Det er tredje gang jeg tildeler Thomas Enger hele stjernepaletten for en af hans krimier. Gang på gang formår han at få adrenalinen til at pumpe rundt af bare spænding over, hvad der sker på næste side – og Våbenskjold er ingen undtagelse.

Det klæder serien virkeligt godt, at det denne gang er Nora der træder frem på scenen, og at føljetonen om Hennings jagt på sønnens morder, blot lægger sig som en bankende nerve i baggrunden. Sagen om Hedda er kompleks og utrolig spændende, og på raffineret vis kædes den alligevel sammen med Hennings gøren og laden.

Uden at afsløre for meget, kan jeg godt sige, at man sidder med tilbageholdt åndedræt efter sidste side. Heldigvis får vi afslutningen på serien lige om lidt, når femte og sidste bind om Henning Juul Banesår, udkommer den 28. januar 2016. Det bliver ondt. Det bliver rigtigt ondt.

Våbenskjold udkom den 17. oktober 2014.

★★★★★