Paula Hawkins: Det dybe vand

Hendes debutthriller Kvinden i toget, har solgt næsten 20 millioner på verdensplan – jeg gav den selv fem store funklende stjerner, så mine forventninger til Paula Hawkins’ anden roman Det dybe vand, var tårnhøje – desværre lever bogen ikke helt op til det.

Lige meget hvilken vej man går i den lille by Beckford i det nordlige England, bliver man mødt af floden. Det dystre vand har gennem årene krævet flere ofre – alle kvinder. Senest er det Nel Abbott, en ikke særlig afholdt lokal kvinde, ja faktisk drager flere et lettelsens suk, den dag hun bliver fundet duknet. Hun efterlader sig en 15-årige datter, Lena, samt søsteren Jules. Jules har for mange år siden brudt kontakten med Nel, men da politiet fortæller at Nel er fundet død, drager Jules modvilligt tilbage til barndomshjemmet for at tage sig af Lena.

Alle formoder at Nel selv har taget springet ud i det mørke dyb, men Jules er overbevist om, at hendes søster er blevet myrdet. I sin søgen efter svar, både i deres egen barndom samt blandt de lokale, finder Jules ud af at Nel havde flere fjender. Ikke mindst moren til den kønne teenagepige (og Lenas nære veninde) Katie, der druknede sig i floden blot to måneder tidligere.

”Beckford er ikke et selvmordssted. Beckford er et sted, hvor man skiller sig af med besværlige kvinder.”

Forholdet mellem de to søstre, minder og bedrag, er en central del i historien, men det handler endnu mere og alle de kvinder som floden har taget. De fleste har fået stemplet selvmord på sig, men Nel var ved at skrive en bog om disse kvinder da hun døde, så måske er der nogen der ikke ønsker at der bliver kigget nærmere på deres skæbne.

Kvinden i toget var en simpel historie. Kvinde med alkoholproblem ser noget hun ikke skulle have set og så kørte toget, om jeg så må sige, og Paula Hawkins’ brug af tre kvindelige fortællerstemmer gav blot bogen endnu en dimension. Der er intet simpelt ved Det dybe vand. Antallet af fortællere er øget voldsomt, hvilket betyder at man skal holde styr på temmelig mange karakterer. For i stedet for at udvælge et par personer at se nærmere på, har forfatteren kastet nettet ud over det meste af byen. Der er mange tråde og synspunkter at holde styr på, og samtidig er man aldrig sikker på, hvem der fortæller sandheden – ja altså bortset fra byens synske gamle kvinde, som tilsyneladende kender alle hemmelighederne.

Det kan ikke siges pænt, jeg synes det er noget rod og at fortællingen desuden er frygtelig langtrukken. Og den uhygge det er meningen skal sprede sig på siderne, udebliver – i hvert fald for mig. Nettet af gamle og nye hemmeligheder der langsomt bliver knyttet til de forskellige karakterer er, for den vågne og fantasifulde læser, ikke særlig svær at gennemskue. Desværre. Jeg står på vippen mellem to og tre stjerner, og lander på tre små stjerner, for nogle af trådene i historien er ganske interessante. Jeg ville bare ønsker der ikke var så mange af dem, og at forfatteren i stedet havde valgt nogle enkelte og ladet dem udfolde sig meget mere.

Det dybe vand udkommer i dag den 17. august.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Paula Hawkins: Kvinden i toget
Filmatisering: Kvinden i toget, manuskript af Paula Hawkins

Terry Hayes: Jeg er Pilgrim

Jeg er Pilgrim, er en skræmmende realistisk thriller der tager dig med på en begivenhedsrig rejse i ondskab, religiøs fanatisme og terrorisme.

Da manuskriptforfatteren Terry Hayes, kendt for blandt andet filmene Mad Max 2 (1981) og From Hell (2001), debuterede som forfatter med Jeg er Pilgrim i 2014 røg bogen direkte ind på New York Times’ bestsellerliste og aviserne stod næsten i kø for at udråbe den til ”Årets thriller”. Hypen nåede også til Danmark, ikke mindst efter en planlagt dansk udgivelse sidste år, som fik en turbulent start på livet og blev trukket tilbage. Nu er rettighederne landet hos Politikens Forlag som har udgivet den 798-siders murstensthriller. Og lad mig sige det med det samme, det er for mange sider – lige meget hvor god den er. Men det kommer jeg tilbage til.

”Bortset fra at jeg var nødt til at stikke en kniv gennem den kødfulde del af hans hånd, så viste samtale med Pamuk sig faktisk at blive meget hyggelig.”

I en nedslidt etageejendom i New York findes en ung kvinde myrdet. Hun ligger nøgen på badeværelset med halsen skåret over, tænderne fjernet og ansigtet nedad i et badekar fuld af svovlsyre, der har ætset alle kendetegn væk. Sådan kastes vi fra første side ud i fortællingen om en tidligere tophemmelig amerikansk agent, som hives tilbage i aktiv tjeneste under kodenavnet Pilgrim, da en saudiarabisk terrorist er i gang med at udføre en chokerende grusom plan mod USA og menneskeheden.

Historien fortælles i førsteperson af vores hovedperson, agenten (der skifter aliasser flere gange i løbet af bogen), hvilket på en måde forstærker fortællingen, men naturligvis samtidig afslører, at vores helt ikke dør. Vi føres rundt i hele verden. Fra New York over Berlin og Paris til en bjergside i Afghanistan, en losseplads i Damaskus, en smuttur til Bulgarien og til Bodrum i Tyrkiet – for blot at nævne nogle af stederne.

Den frygtløse agent Pilgrim er oppe mod tiden og en lige så frygtløs og intelligent terrorist. Begge karakterer er utrolig velskrevne og fri for stereotyper. En dreng ser sin far blive offentligt halshugget i den brændende saudiske ørkensol og frøet til den mørke side bliver sået. Han søger trøst i en moské med forbindelse til Det Muslimske Broderskab, og en jihadist begynder at tage form. Mange år efter er han, “Saraceneren” målet for hele Pilgrims mission. Der er kød på deres historier og jeg tror på dem i en sådan grad, at de er ved at skræmme bukserne af mig, for det her kunne godt ske i virkeligheden.

Men som jeg tidligere nævnte er bogen efter min mening for lang. Den første tredjedel af Jeg er Pilgrim, er fyldt med tilbageblik på tidligere missioner, som agenten, hvis rigtige navn er Scott Murdoch, har været på. Disse kapitler er unødvendige for hovedhistorien og kunne uden problemer fjernes og dermed få sideantallet ned på et mere overskueligt niveau. Jeg indrømmer gerne, at jeg virkelig kæmpede hårdt for at holde fast og det har taget mig flere uger at læse bogen færdig – hvilket er langt mere end mit gennemsnit. Heldigvis kom belønningen halvvejs igennem de mange sider, og især de sidste godt 300 sider er virkelig intense – her blev det svært at lægge bogen fra mig. Så hold ud!

Jeg er Pilgrim udkom den 26. juni.

★★★★☆

Bonusinfo:
Terry Hayes udkommer med sin anden roman, The Year of the Locust, til december. Det er efter sigende endnu en spektakulær thriller, denne gang om banebrydende videnskab og regeringskonspirationer, og en enkelt mand som kæmper for at udrede trådene.

Shari Lapena: Naboparret

naboparretNaboparret er fra start en ganske fængende thriller med et rasende tempo, men plottet taber pusten mod slutningen.

Handling: Anne og Marco Contis barnepige aflyser i sidste øjeblik inden de skal stille til middag hos naboparret. De bliver enige om at deres seks måneder gamle datter Cora godt kan blive hjemme alene – hun sover alligevel – hvis de tager babyalarmen med og går ind og tjekke hende hver halve time. Men mens Anne og Marco hælder vin i sig blive babyen fjernet fra sin vugge. Anne, der lider af en fødselsdepression, plages af dårlig samvittighed over at have efterladt datteren alene, og nabokvindens flirten med Marco gør ikke situationen bedre. Ved 1-tiden om natten lykkes det endelig Anne at hive en fuld Marco med hjem, hvor de mødes af en åben hoveddør og en tom vugge. Cora er forsvundet. Politiet mistænker straks det unge forældrepar for hvilken slags mennesker vil efterlade deres barn være alene? Parret er knust over datterens forsvinden, men både Marco og Anne gemmer på hemmeligheder – også overfor hinanden.

”Marco og Anne sidder ved køkkenbordet og prøver at spise morgenmad. Deres toast er næsten urørt. De lever begge mest af kaffe og fortvivlelse.”

Domestic noir-genren er eksploderet de senere år og alle synes at ville have en bid af kagen. Det gør at kvaliteten svinger fra virkelige vellykkede thrillers som senest Kvinden i toget til mindre gode fortællinger med tynde, utroværdige plots. Shari Lapenas thriller Naboparret lægger sig cirka i midten.

Det starter godt. Panikken breder sig som en steppebrand, og Anne og Marco oplever enhver forældres værste mareridt. Politiets mistænkeliggørelse og gentagne afhøringer af det unge par giver en næsten klaustrofobisk magtesløshed. Annes stenrige forældre har et anstrengt forhold til svigersønnen og tøver ikke med at pege fingre. Samtidig hænger Annes fødselsdepression hele tiden som en mørk sky fyldt med mistanke. Har hun gjort barnet fortræd? Har depressionen påvirket deres ægteskab? Og hvad er det der foregår med den smukke, flirtende nabokvinde?

Der bliver hele tiden lagt flere lag på plottet og som fortællingen stormer frem bliver listen over mistænkte længere og længere. Det er en effektiv opbygning, men den store forløsning udebliver. Luften fiser ud af ballonen med et påklistret plot mod slutningen, og de sidste sider i bogen er simpelthen for tynde. Sikke en skam.

Naboparret udkommer i dag den 27. december.

★★★☆☆

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismaterialeposer sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismateriale-poser sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Gillian Flynn: En hjælpende hånd

En hjælpende håndFængslende thriller-novelle der trods sit korte format, efterlader læseren med et uhyggelig ubehag i kroppen, tiggende efter mere.

Handling: Fortælleren er en ung, kvindelig fupmager, der tjener sine penge ved dels at give (mest gifte) mænd håndjobs og dels give (mest ulykkelige) kvinder håb med sine falske clairvoyante visioner. En dag fortæller en ny og velhavende kunde, Susan, at der er noget helt galt i hendes hus. Hun er bange for at huset er hjemsøgt, og at dets ondsindede kræfter trænger ind i hendes teenager-stedsøn Miles, der opfører sig foruroligende. Skeptisk, men med udsigt til at tjene en pæn sum penge på en aura-renselse af huset, indvilliger vores fortæller i at besøger det urovækkende hjem, og bliver forfærdet over at føle en ubehagelig tilstedeværelse, så snart hun træder ind i hjemmet.

”Jeg fik straks øje på Susans hus. På en eller anden måde vidste jeg bare, at det var det. Jeg standses ligefrem og stirrede. Så gøs det i mig. Det var anderledes end de andre. Det lurede.”

Gillian Flynn slog for alvor sit navn fast med thrilleren Kvinden der forsvandt, der blev startskuddet til den populære Domestic Noir-genre. Hendes brug af upålidelige fortællere, giver historien et spændende twist og holder grebet om læseren. Samme mesterlige trick bruger hun i novellen her, og samtidig introducerer hun os igen for tanken om, at kvinder kan være grovere og mere hævngerrig end mænd – især når de er drevet af ætsende seksuel jalousi.

En hjælpende hånd udkommer i dag den 3. november.

★★★★☆

Læs mine anmeldelser af Gillian Flynns romaner: Skarpe genstande, Mørke steder og Kvinden der forsvandt.

Harlan Coben: Seks år

Seks aarKrimikongen Harlan Coben har denne gang skrevet en kærlighedshistorie med thriller-elementer. Det starter godt, men violiner og pistolskud bliver en underlig og lidt for kvalmende cocktail.

Handling: Det er seks år siden at Jake Fisher var vidnet til, at hans livs kærlighed, Natalie, giftede sig med en anden mand. I seks år har Jake begravet sig i sit arbejde på universitetet. I seks år har han holdt sit løfte til Natalie om at lade hende være i fred, og i seks år har tanken om Natalie og hendes ægtemand Todd, pint og plaget ham. Da Jake falder over Todds dødsannonce, kan han ikke nære sig for at deltage i begravelsen, men da han får et glimt af Todds enke er det ikke Natalie. Jake sætter sig for at opklare, hvad der er sket med Natalie, og inden længe er han viklet ind i et spind af løgne og bedrag, der er tæt på at koste ham livet.

”Jeg hørte en væmmelig lyd, som snesevis af fugtige kviste, der knækker. Ottos luftrør gav efter som våd papmache. Min arm ramte noget hårdt; jeg kunne faktisk mærke vognens gulv gennem halsens hud og brusk. Hele Ottos krop blev slap.”

Det begynder med et bryllup og seks år senere en begravelse. Vores fortæller Jake, gør sit til at overbevise os om hans stærke kærlighed til Natalie – kvinden han kun var sammen med i lidt over tre måneder – og der bliver smurt tykt på, hvilket forfatteren er klar over. ”Nej, jeg lever ikke i en tilstand af hjertesorg. Jeg græder mig ikke i søvn eller noget i den retning. Jeg er kommet over det, siger jeg til mig selv. Men jeg føler ikke desto mindre en tomhed, hvor kvalmt det end lyder.” Og det bliver mere kvalmt end det.

Spændingsdelen med Jakes søgen efter at finde ud af, hvad der er sket med Natalie, starter godt. Siderne vender næsten sig selv, og bogen er svær at lægge fra sig. Et øjeblik tænker man, om romancen mon blot er noget han har forestillet sig, hvilket Jakes bedste ven Benedict faktisk foreslår. Bliver vi ført bag lyset? Men nej, det gør vi ikke. Men cirka midtvejs begynder historien at kamme over. Fortællingen bliver mere og mere fantastisk – på den dårlige måde – og puslespillet som Jake forsøger at lægge, får flere og flere brikker der er langt ude og urealistiske, ja simpelthen for meget.

Bogens filmrettigheder blev solgt inden Seks år overhovedet udkom i USA, hvilket giver et vink med en vognstang om, at historien har alt der kræves til en typisk amerikansk actionfilm – sådan en du har glemt så snart du forlader biografen. Desværre er det også sådan med bogen.

Seks år udkommer i dag den 1. oktober.

★★★☆☆

Jo Nesbø: Midnatssol

MidnatssolEn hurtigt læst bog der er mere kærligheds- og udviklingsroman end en thriller – men det gør bestemt ingenting.

Handling: Året er 1977. En mand stiger af bussen i det allernordligste Norge. Med sit halvlange hår og slidte storbytøj, er det tydeligt, at han ikke passer ind i det lille religiøse same-samfund Kåsund. Han hedder Jon Hansen, men kalder sig Ulf. Han er på flugt fra mafiaen i Oslo, hvor hans job er at skyde folk, men Jon kan ikke skyde nogen, så hans chef Fiskeren, er mildest talt ikke tilfreds. Jon finder natlogi i en ulåst kirke, hvor han næste morgen vækkes af drengen Knut og dennes mor. De møder ham med venlighed, men udtrykker samtidig, at han uden tvivl vil brænde i helvede for alle de fejltrin han gang på gang laver. Ikke desto mindre udvikler der sig en særlig forbindelse i det umage trekløver.

”To dage. Skyerne hang lavt, men der kom ingen regn. Jorden drejede, men jeg så ikke solen. Timerne var om muligt endnu mere ensformige. Jeg prøvede at sove dem væk, men uden valium lod det sig simpelthen ikke gøre. Jeg begyndte at blive skør. Mere skør. Knut havde ret ”Der findes ikke noget værre end en kugle, man ikke ved, hvornår kommer.”

Midnatssol er et selvstændigt bind i Jo Nesbøs seneste serie med mafiabossen Fiskeren som fællesnævner. Første bind Blod på sneen udkom i april i år. Denne gang er Oslos gader fra den første bog, byttet ud med Finnmarks vidder, jagtrifler, myg og et rensdyr. Plottet er som taget ud af en ugebladsnovelle; mand med broget fortid møder ung enke fra et samfund der aldrig vil acceptere ham. Sød musik opstår og det eneste spændende er, om de to får hinanden eller ej. Den historie kender vi allerede.

Det kan hurtigt komme til at lyde kedeligt, men det er det ikke. Nesbø fortæller en god historie om kærlighed og om tro. Sproget er godt, og trods de få siders spillerum, formår han hele tiden at have fremdrift i teksten. Miljøbeskrivelserne er medrivende, karaktererne spændende, og fortællingen har både dybde og et glimt i øjet.

Midnatssol udkom den 25. september.

★★★★☆

Kristina Ohlsson: Lotus Blues

Lotus BluesThriller i to dele, der forsøger at give os en True Detective-lignende historie, hvor man hele tiden er i tvivl om, hvem der fortæller sandheden – desværre med lidt for stereotype karakterer.

Handling: Den dag de hele går ad helvede tid regner det udenfor. Advokaten Martin Benner bliver opsøgt af en desperat mand, der fortæller at hans søster har brug for hjælp. Nu er det bare det, at søsteren er død og inden hun tog sit eget liv, tilstod hun fem mord. Aviserne kaldte hende for seriemorder og døbte hende Sara Texas. Nu vil hendes bror have oprejsning for hende, for han er sikker på at hun ikke har slået nogen ihjel, og han vil have hjælp til at findes hendes forsvundne søn Mio. Martin Benner har det meste. En karriere, penge, kvinder og et lille barn. Men han har også svagheder – han kan ikke sige nej til en udfordring. Da han vælger at se nærmere på Sara Texas-sagen, fejlvurderer han konsekvenserne af jagten på sandheden. Hurtigt forvandles han fra advokat til en brik i et livsfarligt spil, hvor han risikerer at miste alt.

”Kvalmen vendte tilbage. Rædslen er et uhyggeligt væsen, som kan antage en million forskellige former og farver. Hinsides angsten for, hvad det var for en aftale, jeg ville bliver nødt til at acceptere, lå en helt anden angst.”

Bogen er bygget op som en genfortælling til en journalist. Altså ved vi fra første side, at hovedpersonen Martin Benner er i live efter at have gennemgået det vi nu skal høre om. Martin Benner er ikke en særlig behagelig mand. Han er arrogant, selvoptaget og skammer sig ikke over sine macho-manerer. Han har forældremyndigheden over sin afdøde søsters datter Belle, som blot var ni måneder gammel, da forældrene blev dræbt i en flyulykke. Han klarer opgaven ved at købe sig til hjælp, og ved sin side har han desuden den tålmodige ekskæreste og kollega Lucy, som altid stiller op som både elskerinde og medarbejder.

Kristina Ohlsson skriver godt og historien forsøger ihærdigt at være hårdkogt og snedig, hvilket næsten lykkes, men der er alt for meget amerikansk tv-serie over det (i en sådan grad at hovedpersonen Martin Benner naturligvis er afroamerikaner med svensk mor og har en fortid som politimand i Texas), hvilket ikke rigtigt virker i bogform. Derudover er personerne så karikerede, at klichéerne står i kø for at komme til.

Der er lagt op til at manden i centrum, Martin Benner, modnes gennem det ydre og indre pres han udsættes for, mens trådene langsomt redes ud i næste bog – det er i hvert fald hvad jeg håber. Men det er svært at gennemskue om forfatteren forsvarer, kritiserer eller blot lidt distræt leger med disse forskellige stereotyper, vi kender så godt fra klassiske amerikanske detektivromaner og tv-serier.

Lotus Blues udkommer i dag den 18. september. Anden del Mios Blues udkommer til foråret.

★★★☆☆