Med koldt blod – en True Crime milepæl

De seneste år er genren True Crime blevet voldsomt populært. Der har i årevis været dokumentarprogrammer om opklaringen af mord, men med podcast-serien Serial og tv-serier som The Jinx (HBO) og Making a Murderer (Netflix), bliver virkelighedens forbrydelser fortalt med fiktionens virkemidler, hvilket giver os et ægte gys.

Truman Capote ved familien Clutters gravsted. Foto via Murderpedia.org

Truman Capote ved familien Clutters gravsted. Foto via Murderpedia.org

Men True Crime-genren, som vi kender den fra de populære serier, er faktisk hentet i bøgernes verden. Ja faktisk er det i år 50 år siden at den første (i hvert fald den første der blev taget seriøst) af sin art udkom – Med koldt blod af Truman Capote.

Den allerede berømte og flamboyante Capote, der blandt andet blev kendt for romanen Other Voices, Other Rooms og ikke mindst novellen Breakfast at Tiffany’s, læste en kort artikel om fire uopklarede mord på Clutter-familien i Holcomb, Kansas der straks fangede hans opmærksomhed og sammen med sin nære veninde Harper Lee, drog han til den lille by for at se nærmere på sagen.

Over en årrække lærte Truman Capote byens befolkning at kende og engagerede sig i efterforskningen af mordet. Han etablerede også et tæt forhold til især en af de to dødsdømte mordere, Perry Smith og Dick Hickock, og han interviewede flere gange Smith i fængslet. De to mordere endte med at blive hængt, hvilket Truman Capote overværede.

Mit eget gulnede eksemplar af Med koldt blod - den er blevet læst flere gange. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mit eget gulnede eksemplar af Med koldt blod – den er blevet læst flere gange. Foto: Mette Camilla Melgaard

Resultatet blev en fire artiklers-serie til magasinet The New Yorker i 1965, som oplevede rekord salg med alle fire numre. Året efter udkom artiklerne som romanen Med kold blod – en non-fiction roman, kaldte Truman Capote den. Bogen blev en kæmpe succes og læser man den, forstår man godt hvorfor. Det er en medrivende mordfortællingen der giver adgang til alle tænkelige aspekter af det firdobbelte drab, helt ned til “den hysteriske vejrtrækning fra en mand med et afhugget luftrør” under selve massakren til fortællingen om to mænd der bliver mordere.

Her 50 år efter udgivelsen er bogen stadig en milepæl i udviklingen af den amerikanske True Crime-genre, der indtil da havde været en undergrundsgenre forbundet med vulgære og billige paperbacks. Truman Capote ophøjede genren til en seriøs litterær form. Med kold blod blev filmatiseret i 1967 og igen i 1996 som tv-film. Har du ikke læst bogen, vil jeg varmt anbefale dig at gøre det – det er et sandt mesterværk.