Han er kendt for at skrive underholdningslitteratur og debutromanen Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt var virkelig morsom. Men tredjle bog fra Jonas Jonasson lever ikke op til de tidligere.

Handling: Den afsatte præst Johanna Kjellander forlader prædikestolen med salmebøger kastet efter hende. På en parkbænk møder hun tilfældigt Per Persson, der lever et tarveligt liv som receptionist på et faldefærdigt hotel, efter at hans farfar har formøblet den formue som var Pers retmæssige arv. På hotellet bor Morder-Anders, der er lige kommet ud af fængslet og nu tager imod bestillingsjob med at true og mishandle folk. Men indimellem drikker han lidt for meget, og hans arbejdsgivere er ikke altid helt tilfredse med jobudførelsen. Trioen danner en uhellig alliance og kaster sig ud i en langt fra moralsk forretningsidé. Det kører professionelt og godt, lige indtil Morder-Anders beder præsten fortælle om Gud, Jesus og Bibelen.

”To brækkede arme, der blev til en. Talte du forkert, eller hvad skete der? Jeg huggede en cykel og kørte hjem til ham tyveknægten med et boldtræ på bagagebæreren. Da jeg fik fat i ham, stod han med et nyfødt pigebarn på den ene arm og bad om nåde, eller hvad man siger. Jeg har et godt hjerte inderst inde, det sagde min mor altid, så jeg brækkede den anden arm to stedet i stedet for. Og jeg lod ham lægge ungen fra sig først, for at hun ikke skulle slå sig, hvis han dejsede om, når jeg udførte opgaven. Og dejsede om var lige, hvad han gjorde.”

Det har taget mig en evighed at komme igennem historien om Morder-Anders og hans venner. Jeg blev simpelthen ikke fanget af historien, selv om den har sine haha-morsomme øjeblikket. Jeg savner noget.

Måske er det fordi Jonas Jonasson lader som om han er sjov, i stedet for at være det. Måske er det fordi det er svært at gennemskue, om det samfundsperspektiv forfatteren lader sive ud gennem sprækkerne er ment ironisk eller ej. Eller måske er det fordi hans karakterer er karikaturer i stedet for mennesker.

Receptionisten og præsten ser sig selv som ofrer – det hele er de andres skyld. Men i deres selvretfærdighed og grådighed har de ingen problemer med selv at narre andre mennesker. Den mest sympatiske i persongalleriet er Morder-Anders selv. Det er sjældent at han tænker inden han reagerer, og han har faktisk ikke så meget i hovedet at tænke med. Men han har et godt hjerte.

Intentionerne er sikkert gode, men de rækker ikke hele vejen denne gang.

Morder-Anders og hans venner (samt et uven eller to) udkom den 27. november.

★★★☆☆