Efter en stille sommer med få udgivelser er jeg begyndt at se frem mod efteråret, hvor der igen er spændende bøger på vej.
I øjeblikket er jeg i fuld gang med at læse Hanya Yanagiharas meget omtalte bog Et lille liv, der blev shortlisted til Man Booker prisen sidste år. Bogen udkommer den 18. august, hvor du naturligvis kan læse min anmeldelse af den. Her i august ser jeg også frem til De urolige af Liv Ullmann og ikke mindst resultatet af Rune Skyum-Nielsens mangeårige projekt om Jakob Ejersbo Jakob var her.
September lover rigtig godt på bogfronten. Spionthrillerkongen John Le Caré udkommer med erindringsbogen Duernes tunnel, der giver et indblik ind i de mennesker og begivenheder der har formet hans liv og forfatterskab. Det glæder jeg mig til at læse om. Vi bliver i genren for jeg glæder mig også til at læse Inge Birgitte Siegumfelds samtalebog med Paul Auster En verden i ord, samt den amerikanske stand upper og skuespiller Amy Schumers selvbiografiske Pigen med røvgeviret (titlen synes jeg ikke om). Også den danske instruktør Katrine Wiedemann udkommer med en biografi Ved gudernes bord, der lyder til at være værd at læse. Og på fiktionsfronten står Ebba Witt-Brattström og romanen Århundredes kærlighedskrig højt på min læseliste sammen med Pigerne af Emma Clive, som alle synes at tale om.
Mangler man bøger til efterårsferien i oktober burde der være noget for enhver smag blandt de mange nye udgivelser. Jeg ser især frem til Tom Malmqvist I hvert øjeblik er vi stadig i live, som er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Joël Dicker er klar til opfølgeren til hans succesdebut Sandheden om Harry Quebert-sagen med romanen Bogen om Baltimorefamilien. Jeg har aldrig læst noget af finske Sofi Oksanen, så hendes nye roman Norma bliver mit første bekendtskab med hendes forfatterskab. Flere af Virginia Woolfs bøger bliver genudgivet, jeg ser især frem til En forfatters dagbog, der kommer i oktober. Og sidst men ikke mindst, glæder jeg mig til at læse Paul Theroux’ rejsebog Den store jernbanebasar, som udkom første gang i 1975 og er lidt af en klassiker, og nu bliver genudgivet.
Med så mange bøger på vej, bliver det nogle travle læsemåneder – for jeg vil jo ikke gå glip af nogle af dem. Hvilke bøger glæder du dig til i den kommende tid?