Tine Høeg: Nye rejsende

Tine Høegs debutroman Nye rejsende, er en intens og varm fortælling om en kvinde der tager sine første skridt i voksenlivet.

BogForums debutantpris 2017 gik meget fortjent til Tine Høeg. Hendes roman Nye rejsende fanger fra første side med fortællingen om en ung, navnløs kvinde der har fået sit første job som lærer på et gymnasium. Kvinde begynder at pendle mellem København og Næstved til arbejde og allerede på sin første tur møder hun en mand i toget. Begæret mellem de to fremmede er stort og ustyrligt. Men han er gift og har et barn, og deres tid sammen er sparsom.

”det er blevet mørkere om morgenen

til gengæld:

vilde solopgange gennem togvinduet

du kysser mig selvom jeg er forkølet

mine bakterier løber over i dig

og videre over i Evy og Maria

ugen efter er I alle tre forkølede”

Kvinden bliver opslugt at forelskelsen, men hun er blot en skygge i mandens ”rigtige” liv som kernefamilie. Hun bliver en slags outsider fordi hun står udenfor det liv som både manden, hendes søster og kolleger lever, og det fylder hende med både ensomhed, tomhed og en følelse af ikke helt at høre til nogen steder. Hun føler sig ikke hjemme blandt sine fornuftige og voksne kolleger, men heller ikke blandt eleverne.

Bogens formsprog er ikke klassisk prosa, men lægger sig tættere op af digte. Teksterne er af forskellige længder men fortalt kronologisk. Det er enkelt og stramt, men teksten flyder utroligt fint, og det passer godt til historien, at den fortælles netop sådan her.

Tine Høeg har skrevet en rigtig fin historie om de første år af voksenlivet med usikkerhed og dårlige beslutninger. Hun beskriver usentimentalt og med humor, hvordan det er, endnu ikke helt at have fundet sit ståsted.

Nye rejsende udkom den 27. januar.
★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn