Tove Alsterdal: Vend dig ikke om

Vend dig ikke om, viser glimt af ægte spænding, men historien hoster sig igennem et alt for stort net af sidehistorier, som er ved at kvæle den.

Handling: Engang var Beckomberga Europas største psykiatriske hospital. Nu er sporene af fortiden slettet og forvandlet til eksklusive boliger i den gamle park. Svante Levander er en af dem der er flyttet ind i idyllen med sin nye unge kæreste. En aften på vej hjem fra supermarkedet bliver Svante stukket ihjel efter en konfrontation med ekskonen Eva. Eva bliver efterfølgende mistænkt for drabet, og det eneste vidne til hændelsen, en tiggende romakvinde foran forretningen, er sporløst forsvundet. Da nogle børn fra kvarteret kort tid efter finder nogle ligdele tæt på drabsstedet, eksploderer rædslen.

”Han havde set noget der måtte have været hud, jordet og sort, hvor der stadig havde været noget tøj af en slags at se. Han havde kunnet skimte et hoved, med det var ikke et kranium fra en, der havde ligget død i længere tid, men helt tydeligt et ansigt, vansiret og helt indsunket og udspændt på samme tid, som det var på noppet til at briste. […] Så kunne han fornemme, hvordan det bevægede sig overalt i tøjstumperne, indefra, et kriblende mylder, som blev levende. Erindringen om, hvordan han selv havde rodet rundt i det hul og havde mærket det bløde mod fingrene og noget, der kravlede hen over hans hånd. Han ville aldrig kunne vaske sig nok.”

Det begynder godt i Vend dig ikke om – Eva har svært ved at give slip på eksmanden, selv om det var hende der forlod ham. Svante har til gengæld fundet sig en ny ung kæreste og mens de begynder livet sammen i det eksklusive rækkehus, står Eva i ly af mørke og træer og kigger på. Da hun en aften følger efter Svante, tilsyneladende for at tale med ham om hendes søn Filip, som Svante har været som en far for, reagerer Svante overdrevet aggressiv og pludselig bliver Eva slået ned bagfra. Da hun vågner er Svante knivdræbt og Eva bliver varetægtsfængslet mistænkt for drabet. Mens Eva sidder indespærret finder Svantes nabo Niklas et kranie fra et menneske under sin søns seng. Sammen med nogle kammerater har drengen fundet flere skeletdele, men da Niklas får ungerne til at vise hvor de har dem fra, viser der sig også at være ligrester af nyere karakter.

De to mysterier krydres af et tilbageblik på Beckomberga den sidste aften, da sygeplejersken Ulla for sidste gang lukker døren til det nedlagte hospital. Vi får også enkelte øjebliksbillede fra en åbenlys ikke helt rask person, som muligvis hiver fortiden ind i nutiden. Men så begynder det at gå galt. For pludselig tager Evas jagt efter vidnet, der kan bevise hendes uskyld, os på en tur gennem Stockholms underverden blandt romaer til det autonome miljø i Berlin og videre ned gennem Europa til romalejrer i Rumænien. Samtidig bliver vi lukket ind i Niklas’ fantasier om og flirten med Svantes efterladte kæreste samt livet hos sygeplejersken Ulla der nu er pensionist. Og ikke nok med det, får vi også det problematiske forhold mellem Eva og hendes søn Filip at føle samt et par andre små sidehistorier.

Det bliver simpelthen for meget og for rodet. For i stedet for en virkelig god og sammenhængende historie om et drab samt fundet af en massegrav der muligvis har forbindelse til hinanden, får vi flere overfladiske fortællinger der forsøges at knyttes sammen til en helhed uden større succes. Tove Alsterdal vil ikke blot servere knust hverdagsidyl men også storpolitik og den mørke side af internettet kaldet ”The deep web”. Det er brand ærgerligt, for som sagt begynder det så godt.

Vend dig ikke om udkom den 28. marts.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Tove Alsterdal: Lad mig tage din hånd

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *